FAMILIEN DYHR

En blog om livet hos familien Dyhr

2008-04-12T21:12:00.004+01:00

Nu er det tid til at skrive lidt om tiden efter vores verdensrejse. Så vil du følge med i vores liv i tiden efter, så er du klikket ind på det rette sted.
Det er meget mærkeligt og meget dejligt at være kommet hjem igen til DK! Vi mærker alle stadig en summen i kroppen af alle de oplevelser vi har haft og den livsstil vi efterhånden fik opbygget sammen efter en rejser på over 10 måneder rundt på vores smukke og store planet!
På tirsdag den 15. april er det manden i huset (Peter), der har fødselsdag! 42 år bliver det til! Det er meget mere end gennemsnittet af mennesker får lov til at leve i det hele taget, så taknemligheden er ikke så lille endda!

Bestil et foredrag

2008-01-31T13:08:00.000+01:00

Nu er det muligt at høre mere!
Bestil et foredrag og få muligheden for at vælge hvilken verdensdel du ønsker at høre mere om!
Ring på tlf. 40 60 37 40 for mere information!

HJEMME I DANMARK IGEN

2007-11-10T21:28:00.000+01:00

"I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme..." H. C. Andersen har skrevet en fantastisk sang, som passer lige på os!
Nu er vi endelig kommet hjem til Danmark efter en rejse på over 300 dage i 12 lande, 5 kontinenter og 25 flyrejser!
Hvor er det skønt at sætte fødderne på dansk jord og blive hilst velkommen af de dejligste mennesker!
Tak til alle, som kom ud i lufthavnen og til receptionen! Vi har haft en fantastisk dag i dag!

Slavefort og slavehandel

2007-11-06T23:57:00.000+01:00

Det er egentligt ganske fascinerende at læse om den danske kolonitid. En periode i den danske søfartshistorie, hvor vi sammen med resten af Europa tog på togter til de nyopdagede lande i syd og hvor vi på de mest grusomme måder fik skrabet formuer sammen til fordel for konge og adel i det danske kongerige.
I Ghana findes der flere forter, som blev bygget af danske koloniherrer. Eksempelvis findes der i selve hovedstaden Accra et fort med det originale navn Christiansborg. Den bruges i dag af Ghanas præsident som embedsbolig og til statsadministration.
Flere andre af Europas lande havde også sat sine tænder i Ghana for at få fat i det guld som er er så rigt på... og selvfølgelig for at skaffe arbejdskraft i form af slaver til de mange bomuldplantager og miner, som der fandtes i hele Sydamerika og Nordamerika. Man regner med at omkring 2 millioner afrikanere døde i minerne - bare i Bolivia.
Da vi kom ind i det største og mest kendte af slaveforterne i byen Elmina, fik vi en grundig introduktion til dagligdagslivet for ansatte og for de fangne slaver. Hold da op! Det var barsk at høre hvor frygteligt disse "slaver" blev behandlet, inden de som overlevede den første tid på fortet, blev sejlet videre til nye himmelstrøg. Vi så døren som blev kaldt "point of no return" hvor alle slaver skulle igennem inden de for altid sagde farvel til deres fædreland! Det satte mange tanker igang hos os alle.

Til gudstjeneste i Ghana

2007-11-06T22:14:00.000+01:00

Det lykkedes os at komme i kirke første gang i fredags, hvor vi besøgte en megakirke. Vi var vel sammen med over 10.000 mennesker denne aften... de fleste udenfor bygningen med storskærme. Det er ikke noget problem her. Gennemsnitstemperaturen er 30 grader og det regner ganske sjældent.
Det er bare på alle måder en anderledes oplevelse at være i kirke i Ghana. Der bor lidt over 20 millioner i landet og halvdelen af dem er aktive kirkegængere i de utallige kirker, som findes. Her er kirker så store at de kunne fylde Parken fodboldstadion hver søndag og flere gange i løbet af ugen... vildt!
Om søndagen var vi på besøg i en anden kirke, som lige havde fejret deres første år som menighed. Vi blev fuldstændig overraskede over hvor vildt det hele foregår. Enhver almindelig kirkegænger i DK ville være blevet helt forskrækket over det hele. Både over glæden, men også over hvor højt og voldsomt og ... råt det hele er! Vi synes selv vi havde prøvet lidt af hvert, men intet som dette. Well, Gud er en farverig gud og elsker os alle uanset hvad vores gudstjenestestil nu lige er.

Ghana - en del af det rigtige Afrika!

2007-11-06T14:20:00.000+01:00

Ghana - et vestafrikansk land med en mørk dansk forhistorie, blev vores sidste stop på vores lange og indholdsrige odyssé.
Vi ankom til Ghana med et åbent sind og uden nogen reel ide om hvad vi kunne vente os. Vi havde læst en smule om landets historie inden vi tog afsted, så vi havde to ting vi gerne ville: Besøge de gamle historiske slaveforter, som ligger strøet hen langs kysten af Ghana og besøge de mange kirker, som er blomstret op i Ghana siden deres selvstændiggørelse for 50 år siden fra deres engelske undertrykkere.
Efter en lang og sej tur igennem det ghanesiske passport-system og en kontantbetaling på 400 US dollars til overpolitimanden, så kom vi endelig ind i Ghana... hvor vi troede vores bus ventede! Det gjorde den ikke. Den var lige smuttet og... jeg vil ikke trætte nogen med mellemregningerne, de endeløse snakke med diverse taxichauffører, turistfolk og baggagebærere... vi ankom midnat til vores første hotel, hvor vi skulle bo... eller det var hvad vi troede... well, endnu en lang snak frem og tilbage og skiften værelse nogle gange, lagde vi os temmelig udmattede i vores seng og sov som en sten til dagen efter.
Velkommen til det rigtige Afrika, sagde vi til hinanden, da vi vågnede! Søde mennesker, men hold da op hvor er det svært at være dansker i Afrika.

Når enden er god...!

2007-11-03T18:38:00.000+01:00

Så er det sidste rejsebrev lagt ud på bloggen! Vi har prøvet at opsummere og reflektere over, hvad vi har fået ud af vores tur - og hvad vi har lært af oplevelserne og tiden sammen. Måske interesseret? Klik under "Rejsebreve" og på linket "SIDSTE rejsebrev fra Ghana!"

Cape town

2007-11-02T20:02:00.000+01:00

Der er ikke så mange byer, som har fået titlen "verdens smukkeste by" eller bedste by at bo i, men det har Cape Town - indtil flere gange. Og ikke uden grund. Den er omgivet af bjerge og hav og vingårde og gamle historiske bygninger. Og som noget forholdsvis nyt, er det gamle skibsværft blevet lavet om til rekreativt område med shopping, kunst, underholdning, hoteller og arbejdende bådbyggerier i en skøn blanding.
Vi kom på vores lille rundtur forbi "the Little Mermaid" - en restaurant ejet af en dansker, hvor vi kunne bestille smørrebrød med sild, frikadeller, ost og roastbeef med remoulade. Fantastisk tænkte vi! Vi blev dog en smule skuffede, da vi endelig satte tænderne i... man kan bare ikke eksportere VORES danske smørrebrød!

Pingviner i Simons Town

2007-11-01T17:45:00.001+01:00

Vi overnattede hos de sødeste mennesker i Simons Town. Et hollandsk par, der havde boet 20 år i Sydafrika og gjort det godt. Nu havde de ”pensioneret” sig selv og havde et gæstehus med plads til 12 personer. De gik og hyggede om alle gæsterne inklusive os ;-) og de hjalp os med at lave program for vores 3 dage i Cape. Det første vi gjorde var at tage ud til ”The Boulders” for at se pingviner. De er for søde! Men der er ikke så mange tilbage – kun omkring 10% af de, som levede for 100 år siden. De afrikanske pingviner hed egentlig æsel-pingviner, fordi de har den mest hæse og æselagtige lyd, når de ”taler”. De som har set ”Happy Feet” ved hvordan det lyder! Vi kunne ikke lade være med at grine, da vi hørte dem LIVE for første gang.

Cape of Good Hope

2007-11-01T17:43:00.001+01:00

Kap det gode håb – er et meget flot navn for det sydligste punkt i Afrika. Navnet er vist mere en bøn end et navn. Kap det gode håb fik navnet af de første hollændere, som ankom til landsdelen. I virkeligheden var der mange skibe, som gik på grund i dette farvand, fordi der udenfor kysten stikker små klipper frem alle steder, som det er meget nemt at overse. De som fandt på navnet, var nogle af de første til at undslippe de skarpe tænder omkring kystlinjen.

Cape – kysten langs ...

2007-11-01T17:30:00.000+01:00

Efter halvanden times flyvetur fra Johannesburg landede vi i Cape Town, i den sydlige del af Sydafrika. Vi lejede lynhurtigt en bil og kørte sydpå mod Cape of Good Hope, der er det sydligste punkt i det afrikanske kontinent! Billederne er ikke tro... tro os, det er meget smukkere i virkeligheden! Vi fik straks flashbacks til Australien, der minder meget om den smukke natur i Sydafrika.

Rhema Church i Johannesburg

2007-10-28T17:21:00.000+01:00

Hvor har vi savnet at komme til gudstjeneste på engelsk. To måneder i Sydamerika på spansk med en ganske anden kultur var rent kirkeligt en lang ørkenvandring. Så vi glædede os helt vildt, da vi endelig kunne sætte os til rette på kirkebænken i Rhema Church i Johannesburg, som er en kirke med - hold fast - 45.000 medlemmer og som havde alt hvad kunne ønske os af god lovsang, undervisning, børnekirke og en varm atmosfære. Vi kunne bare mærke, hvordan vi blev fyldt på og det var lige hvad vi manglede! Lukas var ikke til at hive hjem fra børnekirken. Han sagde: ”NEJ! Jeg vil ikke hjem. Nu har jeg endelig fundet nogle nye venner, som taler engelsk, så kan vi altså ikke gå lige nu!” Han nyder at være den "nye" og "spændende", der kommer fra et fremmed land og har en masse at fortælle og imponere med ;-)) Vi håber, at det vil hjælpe ham, når han skal starte i ny skole, når vi kommer hjem!

På safari i Kruger National Park

2007-10-27T20:45:00.000+01:00

Hvis der er én ting alle snakker om, når man kommer til Kruger, så er det ”THE BIG FIVE” – løven, vandbøflen, elefanten, leoparden og næsehornet. Det er det alle guider går efter og det er det som alle turister ønsker at se, fordi de er de mest farlige og fascinerende dyr i hele parken. Vi synes nu også at giraffer, zebraer, gnuer, vortesvin, flodheste, impalaer, krokodiller, kuduer, vandbukke, stenbukke, bavianer... ja listen er lang... er meget spændende at se LIVE derude i naturen. Vidste du f.eks. at det er den søde flodhest, der er det farligste dyr af dem alle og slår flest mennesker ihjel? Det er ikke til at forstå, når den bare ligger der i vandet og ”slår prutter” ud af munden, med sine kolossale strit tænder ;-)) Den første dag kørte vi med stor forventning ud i jeepen... alle var spændte til bristepunktet. Efter 3 timer med øjne på stilke og stadig ingen tegn af ”The Big Five”, så var drengene ved at miste tålmodigheden! De havde forventet at det ville vrimle med dyr i store flokke! ØV! Vi kørte yderligere et par timer og pludselig var det som om at de alle var der... vi nåede at se dem alle og mange mange andre - og vi var helt høje, da vi efter 12 timers køretur nåede hjem til lejren! Næste dag skulle det vise sig at være gråt og regnvejr. Det var faktisk ret koldt, når man tænker på, at vi var i Afrika (måske 15-18 grader). Vi sad godt pakket ind i den åbne jeep, men selvom vi havde taget ”alt” vores tøj på og lånt tæpper, var det en kold og våd oplevelse. Dyrene syntes også det var koldt, så de var ikke helt så nemme at se, som dagen før! Efter 11 timers Dag-safari, så stod den på 3-timers Nat-safari! Drengene var helt utrolige, når man tænker på at de i så mange timer skulle sidde helt stille i en jeep og bare kigge efter dyr – og så oven i købet i regnvejr og kulde! Måske har vi nævnt det før, men de er bare for seje og lækre og... ;-) Heldigvis havde vi set The Big Five dagen før, så vi nød bare at komme hjem til lejren og tage et skoldhedt karbad efter en laaaaang våd og kold dag.

På besøg i en afrikansk landsby

2007-10-27T20:42:00.000+01:00

”Jamaica” tog i mod os i landsbyen og viste os rundt. Han fortalte om traditionerne – både dem de stadig udførte og dem, som de havde fra hans bedstefars tid og tidligere. De sørgede for alt selv. Bygger deres huse af termitboer, da det er noget af det hårdeste og mest holdbare. De smører alle gulve i husene i ”ko-kasse – også kaldet ko-lort” en gang ugentlig, da lugten får en speciel farlig slange til at holde sig væk (det kunne heldigvis ikke lugtes ;-)). Vi lærte at lave siv-måtter, det var sjovt og egentligt meget nemt! Deres typiske mad består af en slags korn, der er kogt og fungere lidt som en slags hård kartoffelmos, spinat, bønner og grillet kylling.
Efter maden dansede de traditionelle ”stampe-danse” for os og spillede for vildt på trommer. Lukas lærte dem et par nye tromme-rytmer. Deres rytmer er helt anderledes end dem vi er vant til..., så vi lærte et par nye rytmer... det var ikke helt let ;-)

Panorama-ruten

2007-10-27T20:35:00.000+01:00

Vi troede vi havde brugt alle vores ihh, åhh, næhh, hvor er det smukt i New Zealand, men vi måtte bare lige frem med de store superlativer igen, da vi kørte tværs over den østlige del af Sydafrika. Det ene smukke sted efter det andet kun afbrudt af bjerge og bakker og skove og lunde og... ja, vi er stumme af begejstring (det passer nu ikke helt, hvis man kender vores familie – men næsten!)
Et af stederne er endda blevet kaldt for ”Guds vindue”, fordi udsigten – ja, den er guddommelig og så tæt på paradis, som man kan komme! Det er noget af det bedste ved at rejse – at få lov til at se og opleve de mest smukke og fantastiske steder på denne jord! Hvor er vi privilegerede at bo og leve vores korte og dyrebare liv på denne jord med det ene skønne sted efter det andet (så tænker vi ikke på de ualmindelig mange timer vi har brugt i bus og fly og tog og ... for at komme til de steder). Hvor ville vi ønske at vores små billeder kunne udtrykke de samme, som vi har set i virkeligheden.

Sydafrika

2007-10-27T20:29:00.000+01:00

Der er få lande med en så rig og blodig historie som Sydafrika. Fra kolonitidens drabelige nedslagtninger af de lokale stammer, til slavetransport og opbygningen af en ny kultur og til afslutningen af en lang og nedslidende tid med apartheid og raceadskillelse.
Vi fik et første indtryk af dette rige land, da vi landede i lufthavnen Oliver Tambo International Airport og kørte ind til Johannesburg – endnu en af de kæmpe byer vi har set så mange af på vores rejse. Det nye i Sydafrika er alle de mange navneændringer, der har fundet sted fra gamle boernavne til nye navne med afrikanske kendisser. Men til forskel fra de sidste Sydamerikanske storbyer, så er Johannesburg en rig by! En by med de smukkeste bygninger og kæmpe private hjem med parklignende haver. Det eneste som stikker sit grimme ansigt frem er de massive mure og hegn med stærkstrømsledninger og nato-pigtråd sat op for at holde de ”fattige kriminelle” elementer ude. Det gør lidt ondt i det danske hjerte at se så store forskellige mellem rig og fattig – sikre nabolag og townships med blikskure og paptage.
Det har været temmelig interessant at snakke med de lokale sorte og hvide. Til vores store overraskelse var der flere sorte som var gladere for tiden, hvor de hvide regerede på trods af de begrænsninger de havde dengang. Nu er prisen på næsten alt steget, arbejdsløsheden steget, kriminaliteten steget og det er svært at se lyst på fremtiden, fordi mange af de bedst uddannede er flyttet væk fra Sydafrika. Det som igen gør sig gældende blandt de ledende i regeringen i Sydafrika er deres stammetænkning, hvor de som tilhører den samme stamme bliver tilgodeset og får betydningsfulde poster.
Vi må håbe de finder deres vej med tiden. Nelson Mandela er pt. ikke særlig glad for den udvikling, som har fundet sted.

Kunst i Rio De Janeiro

2007-10-27T08:54:00.000+01:00

Engang imellem er det bare godt med noget helt andet end det sædvanlige, så vi besluttede at tage på kunstmuseet Banco Brasil og se de sidste nye udstillinger fra de hotteste navne i Rio.
Vi troede det lige kunne ses på en times tid, men vi blev alle ligesom suget ind af alle de nye indtryk og endte med at bruge hele formiddagen på at gå rundt og snakke om de mange billeder og deres historier. Min (Peter) personlige favorit var en rund kugle, som viste film og billeder på en fuldstændig fascinerende måde. Jeg vil sådan et TV når jeg kommer hjem!

NY HJEMREJSEDATO: 10. NOVEMBER

2007-10-22T22:16:00.000+01:00

Ja, så skete det! Vi har bestemt den endelige hjemrejsedato og det bliver lørdag den 10. november kl. 9.15 i Kastrup Lufthavn. Vi glæder os til at komme hjem igen og vi glæder os til at se jer allesammen.

INVITATION
Vores kære mødre arrangerer en velkomst-reception på Annasvej i Fælleshuset i Karlslunde fra kl. 11-13, hvor alle (familie og venner) er velkomne... så lad nu være at blive væk, fordi I ikke vil forstyrre! I ER ALLE VELKOMNE!

Goooola! 5-0 til Brasilien

2007-10-18T22:24:00.000+01:00

Der er nogle oplevelser, som nok aldrig kommer igen! En aften på nationalstadionet i Rio De Janeiro til landskamp mellem Brasilien og Equador og så lige 75.000 tilskuere, er en helt fantastisk oplevelse, som jeg (Peter) ikke får lov til at opleve igen. Men pyt med det, for nu har jeg været der og oplevet den brasilianske atmosfære med samba, sang, råb og glæde og meget mere. Jeg kan på det varmeste anbefale det til alle fodboldinteresserede!

I dag er det LUKAS fødselsdag - Hurraaaaaa!

2007-10-16T16:58:00.000+01:00

Lige som Lukas troede at nu kunne dagen ikke blive bedre - med fødselsdagsgaver, kæmpe morgenbuffet, sang og leg... så blev den det alligevel!
Det viste sig at hele det brasilienske landshold også havde indlogeret sig på det samme hotel som os!!! Der var så pressekonference og alle de kendte spillere skulle interviewes til tv live her i vores lobby! På vejen ud fra pressekonferencen lykkedes det Lukas og Marcus at få autografer og håndtryk af alle de kendte bl.a. Ronaldinho, Robinho, Kaka, Wagner Love m.fl. De var - og stadig er - i den syvende himmel og går og "blærer sig" med deres T-shirts! I eftermiddag skal vi ud at shoppe og i aften har vi reserveret bord på pizzaria med udsigt over Ipanema beach! Livet er hårdt!
Tak til alle de søde hilsener til Lukas, som vi har læst op. Og tak til Zoe, Zophia, Peter og Malene der har sendt en personlig sang - naturligvis på vores nationalsang "Der er et yndigt land" ;-))
PS: Fik vi nævnt at farmanden også er i den syvende himmel! Han skal med holdet til landskamp og se Brasilien-Equador!

Verdens største vandfald – Foz Do Iguacu!

2007-10-15T16:28:00.000+01:00

Der var to steder vi bare måtte se, da vi ankom til Sydamerika. Det ene var Inkaruinen Machu Picchu i Peru og det andet var Foz Do Iguacu i Brasilien. Et af verdens største vandfald med over 275 forskellige vandfald, der tilsammen udgør et stort vandfaldsområde.
Det er svært at beskrive hvor overvældende det er at se så mange vandfald, der alle falder 80 meter ned i en gryde af vanddamp, hvor det skaber et inferno af bølger og brusen. Lyden fra dette sted er vild! Det syder og tordner og larmer, så man næsten ikke kan føre en samtale med hinanden.
Da vi ankom til vores hotel dagen før vores besøg i nationalparken - tissede det ned... vi var lidt ærgerlige over vejret, men håbede at det ville ændre sig! Om morgenen, samme dag vi skulle af sted, skinnede solen bare fra en skyfri himmel. Halleluja! Vi sang og fløjtede om kap og forventningen steg bare endnu en tak.
Vi brugte hele dagen i nationalparken. Peter og jeg nød bare udsigten, lyden og naturfænomenet! Drengenes højdepunkt var vel nok mest at sidde i en kæmpe speedbåd og drøne op ad floden og mod strømmen op gennem flere små vandfald med fuld kraft på de to 200 Hk Johnson bådmotorer. Vi fik heldigvis købt et par billige engangsregnfrakker til turen, så vi ikke blev skyllet helt væk da båden begyndte at sejle ind under et af vandfaldene. Hold da k..., hvor var det vildt. Det var nok det største brusebad vi har taget på turen!

Brasilien by night!

2007-10-14T16:47:00.000+01:00

Ja, det er jo ikke hver dag Peter bliver budt op til dans af en brasiliensk "folkedanser" ;-) Vi tog til brasiliensk aften med masser af mad (læs: KØD) dans og show for alle pengene. De var ikke alle afklædte... men var smukke og dygtige dansere of førte os op gennem historien med dans, musik og drama. Drengene måtte flere gange holde sig for øjenene af bar' pinlighed og da så Peter blev budt op... så vidste de ikke hvad de skulle gøre af sig selv. Vi skreg af grin alle tre da Peter lod sig rive med og dansede samba i klipklapper og militærshorts ;-)

Bye-bye Bolivia. Hello Brazil ;-)

2007-10-11T03:21:00.000+01:00

Efter 24 timers non-stop rejse fra Bolivia i bumletog (og her kan man virkelig tale om BUMLE-tog) i 14 timer, en del ventetid i 40 graders varme og herefter bustur fra den Brasilienske grænse er vi - endelig PU-HA - kommet til byen Campo Grande. Hele turen blev gjort uden andet end kildevand, da vi ikke havde fået vekslet penge! "En ommer"! Første ting først. Vi startede med at gå amok på MacDonalds i burgers og milkshake og lige nu ligger vi så i vores hotelværelse - med strakte ben... ahhhhhh! Det skal blive dejligt med en nats søvn... Gab! Vores næste destination er Iguacu Falls (verdens største og fleste vandfald). Det glæder vi os til. Vi har alle fire fået rejseglæden igen efter en uges pause på hotel med pool, computers, skype, bløde senge og lækkert badeværelse. Vi var lige ved at være bange for at de sidste 2 måneder kun skulle gå med at "længes hjem" og glemme den fantastiske velsignelse vi føler vores tur er - at vores drøm er gået i opfyldelse! Heldigvis skulle der bare en lille pause til, nogle mails og skype-tid med lidt familie og venner. Tak at I er derude og skriver en gang i mellem. Det betyder mere end I aner ;-)

Hip, hip HURRA!

2007-10-08T09:01:00.000+01:00

Kære lækre Mathilde! Tillykke med fødselsdagen i dag den 8. oktober. Tænk en gang at du bliver 9 år i dag... wow! Vi husker tydeligt, da du kom til verden og vi (Søster Christine, fætter Lukas, faster Charlotte og onkel Peter) drønede ud til hospitalet, hvor du, mor og far var! Vi var forelsket i dig fra første blik. Du var bare den skønneste og lækreste pige! Vi ELSKER dig og savner dig helt vildt. Vi er jo vant til at være sammen med dig og fejre dig på din fødselsdag. Men i år må du nøjes med at vi har sendt en gave hjem til Danmark og skriver her en hilsen på din fødselsdag. Vi ses jo snart... om mindre end 2 1/2 måned. Jubiiiiii! TILLYKKE.

Sølvfeber i Potosi

2007-10-07T22:13:00.000+01:00

Det var med nogen bekymring vi meldte os til en rundtur i de historiske sølvminer i byen Potosi. Vi havde hørt fra andre, at det var en af de voldsomste oplevelser de havde haft i Bolivia, fordi man kom tæt på mennesker, som arbejdede under slavelignende forhold, mens de knoklede for småpenge langt inde i bjergene omkring byen med næsten ingen sikkerhed, dårlig luft og dynamit, som sprang i øst og vest! Vores forventninger og fantasier var næsten helt oppe og ringe, da vi endelig blev hentet på hotellet for at blive kørt ned i dybet.
Virkeligheden var ikke helt så dramatisk, som vi havde tænkt. Godt nok kunne vi læse at der gennem de sidste 400 år var dræbt flere millioner mennesker (mest slaver fra Afrika og lokale krigsfanger og frivillige fattige) og at de havde haft de mest umenneskelige forhold at arbejde under. Mange blev proppet ned i minen og kom aldrig op igen i levende live og stedet blev kendt som sølvfængslet, hvor de måtte slide og lide og dø af tuberkulose, lungesygdomme, kræft og alt muligt andet grimt.
I dag er det hele lavet om. Det er stadig usundt at arbejde i minen. Men de som arbejder der, er medejere og arbejder kun for sig selv. Sikkerheden er ussel, men de bestemmer selv, hvordan de vil have det og hvor meget de vil gøre ud af sikkerheden. Inden for de sidste 2 år er deres løn blevet mangedobblet, fordi prisen på mineraler er gået amok, så folk er ikke særlig utilfredse i dag... selvom de kun holder 20 år i minen, inden de dør af diverse sygdomme eller må holde op pga. jernlunger.
Vi begyndte vores tur på mine-markedet i Potosi, som er det eneste sted i verden, hvor man kan købe dynamitstænger uden tilladelse helt lovligt. Det var altså en noget speciel oplevelse at købe for 40 Bolivianos blandet dynamitstænger, lunter og tændsatser til resten af turen. Lukas og Marcus måtte bare lige stå med nogle stænger i hver sin hånd og "mærke krudtet". Vi havde fået at vide vi skulle købe godt ind til minearbejderne, så de ville være venlige og hjælpe os med at finde sølv. Vi skulle også købe cocablade og sprut (96% alkohold .. hmm) til uddeling!
Da vi endelig kom til minen var vi klar til det store eventyr og hold da op! Det var ligesom at være med i en vesternfilm med små vippevogne, der kørte på små smalsporsbaner nødtørftigt banket sammen med brædder hen over dybe huller (50 meter) i jorden og videre ind ad de mørke gange, som snoede sig uendeligt ind i bjergets dybde. Vi gik på niveau 1 ... og der var 470 niveauer under os med folk der hver især arbejdede med deres sølvåre. Efter 20 meter forsvandt dagslyset og vi var herefter henvist vil vore halvgode pandelamper og vores guide.
Det er nu mærkeligt at gå rundt inde i mørket og høre de fjerne (og nære) lyde af eksplosioner fra de mange arbejdere. Vi stødte ikke på mange på turen, men var inde hos et enkelt sjak, som lige var igang med at tænde en ny række dynamitstænger, så de kunne komme videre med deres udgravning. Det gav os alle et lille sug i maven, da vi sad på gulvet og ventede på eksplosionerne. Bagefter fik vi lov til at tage noget af sølvet med. Lukas og Marcus var helt vilde ... og jeg tænkte (Peter) at guldfeber og sølvfeber er nu ikke helt så svært at relatere til, som det har været!

Uyuni Saltørken

2007-10-06T21:56:00.000+01:00

Inden vi kom til Bolivia blev vi på det kraftigste anbefalet ikke at tage af "verdens farligste vej", som går fra La Paz og nordpå ind i junglen. Derfor var det med god samvittighed vi tog en lokal flyver til vores jungletur. Nu er det jo Bolivia, så de lokale bønder i Rurrenebaque havde besluttet at brænde alle deres marker af mens vi var der med den konsekvens, at vores fly blev aflyst!!! Øhh! .. ja så kunne man jo tage den lokale bus 19 timer tilbage til La Paz eller leje en jeep, som kun tog 8-10 timer... det blev så mere 13 timer!!! Vi kørte hele vejen til La Paz i en gammel Toyota på grusvej med 1 mill. bump... op og ned af bjergveje med nul sikkerhed!!! Det er ikke svært at forestille sig dette som verdens farligste vej med mange ulykker hver dag!!! Vi kom dog helskinnede frem (tak GUD!) og nåede 4 timers søvn inden vi skulle på toget sydpå til Uyuni - en lille 13 timers tur!
Fremme i Uyuni fik vi efter en god nats søvn (hold da op, hvor var der koldt) mokket os ind i en ventende jeep, som kørte os ud til et af de mest fascinerende naturfænomener i verden. En gigantisk saltørken, som egentlig er en udtørret sø fyldt med salt på langt øjet rækker!
Som tiden er gået, er det blevet mere og mere turistet og der er blevet bygget de mest "interessante" hoteller midt ude i ingenting på søen. Det regner kun en gang om året, så det eneste, som gror her er kaktusser. De er nu også ganske flotte må man sige. At man så skal rejse i dagevis for at se disse smukke steder, er så en hel anden historie!

De lokale i San Miguel del Bala

2007-10-06T13:12:00.000+01:00

Hele vores tur til junglen og lokalsamfundet San Miguel del Bala er et såkaldt øko-turisme projekt. Det vil sige, at de penge vi giver for at besøge dem og se junglen går direkte til landsbysamfundet, hvor de deler pengene imellem sig. Selv da drengene købte autentiske jægervåben (bue og pile), så blev pengene lagt i fælleskassen. Det er dejligt at vide, at vi ikke bare er med til at støtte den lokale "høvding og hans familie". Vi prøver så vidt muligt altid at vælge disse steder og projekter, når vi tager rundt.
I landsbyen blev vi ramt af hvor glade de allesammen var - trods deres fattigdom. Vi undrede os også over at alle over 20 år manglede de fleste af deres tænder!?! Det var bare frygteligt at se smukke piger og drenge - og når de så åbnede munden og smilte så var der bare huller, der hvor tænderne skulle have været! En af grundene er, at de elsker søde ting og søder alting de spiser med sukker. De dyrker sukkerroer og laver selv deres egen sukker, honning og sirup. Vi fik også set deres sukker-maskine, som hele landsbyen bruger til at lave sukker. Efter 20 min. hårdt arbejde rundt og rundt fik vi serveret sukkersaft med lemon... det smager fantastik og slet ikke som "sukker"!

Junglen lever.... ikke helt ufarligt!

2007-10-03T03:56:00.000+01:00

Vores første nat i junglen var helt speciel. Vi var trætte men kunne næsten ikke falde i søvn for alle de lyde... Wow! Det var helt fantastisk. Man kan næsten ikke forestille sig at de små natdyr kan larme så meget! Vi sov i to åbne bambushytter. Første morgen skulle vi på en 4 timers tur, herefter frokost og senere en tur mere inden aftensmad. Lyden, lugten og følelsen af at være i junglen "alene" med alle dyrene var helt fantastisk. Vi alle var lamslåede af indtryk og måtte bare suge til os.
Vi var "HELDIGE" at møde en af de giftigste - men ikke aggressive slanger. Vores guide var lige ved at træde på den... efter chokket (og et par billeder naturligvis) tog vi videre og mødte legende og skrigende "cappuchino-aber", mange spændende biller og kryb i smukke farver, fugleedderkopper og giftfrøer m.v. Vi må indrømme at da vi mødte vores første fugleedderkop, hvor vi var i mellem to klipper med ca. 30 cm gangpassage og vi skulle passere den blev der ikke sagt et ord. Alle var i "overlevelses-mode"... instinktivt vidste vi alle fire at der ikke var noget at gøre... Vi skulle bare forbi den UDEN at røre den! Det var en svær opgave med så lidt plads!!! Vi var alle imponerede over hvordan vi alle reagerede... vi gjorde det bare... og bag efter var vi helt euforiske af "vi gjorde det"! - Man skulle nok have været der? Eller måske ikke!?!

Jungle-trek i Amazonas deltaet i det nordlige Bolivia

2007-10-03T03:32:00.000+01:00

Efter 6 dage i luksus var vi igen klar til nye eventyr! Efter 7 timers forsinkelse tog vi et fly op nord på til byen Rurrenebaque. Vi havde lige glædet os over at flyet kun tog 40 minutter og vi ikke skulle sidde i en bus i 12 timer. Nu endte det hele så med nogenlunde samme transporttid...øv! Velkommen til Bolivia! Vi er efterhånden blevet ret færme til at få det bedste ud af ingenting. Så spiller vi kort (har allerede slidt 3 spil op), drikker kaffe og cola og spiser chokolade ;-)
Da vi landede tog vi herfra en båd videre op ad floden Beni, hvor vi skulle bo i et lille landsby-samfund San Miguel del Bala. Vi ankom om eftermiddagen og vidste at de næste 3 dage stod den på trekking (=hårde gåture), junglens vilde dyreliv af bl.a. slanger, edderkopper, kryb i alverdens smukke farver og størrelser, besøg i landsbyens skole, lave sukker, fiske i floden og på jagt efter jaguarer og pumaer.

Trætte i Bolivia!

2007-10-03T02:24:00.000+01:00

Vi kørte i bus til grænsen og gik selv over og fik vores stempler. Tydeligt var forskellen fra Peru til Bolivia allerede her! Vi bemærkede som det første vejene... fra asfalt i Peru til hullede grusveje i Bolivia. Organisering - eller mangel på samme. Alt tager bare længere tid i Bolivia, hvis det ellers kan lade sig gøre. Serviceniveauet dalede drastisk, men heldigvis gjorde priserne det samme. Bolivia er det fattigste land i Sydamerika og det kan tydeligt ses og mærkes... Vi startede vores tur i La Paz, der har over 1,5 millioner indbyggere. En by med de vilde kontraster - også mellem rig og fattig. Luksus skyskrabere ejet af store firmaer eller dyre hotelkæder mellem halvfærdige og fuldt beboede 2 etagers faldefærdige huse. Folk på gaden i traditionelle dragter og forfrosne ansigter tiggende på gader, udenfor kirker og i restauranter - og så de business klædte folk, der trisser travlt på vej til eller fra arbejde. Små drenge overalt, der pudser dine sko i et kvarter for 50 øre... og vi kunne blive ved! Alle de "rigtige" butikker og brands, såsom BurgerKing, MacDonalds, Adidas, Nike og Nokia - og så for alle dem, der ikke har råd (eller fordi det smager godt)... gadekøkkener, der sælger suppe og stegte kyllinger og pommes frites for 2 kroner.
Vi var såååå trætte da vi ankom til Bolivia. Vi var trætte af at rejse... modløse af at se al den fattigdom, irriterede over den usle hygiejne, trætte af at skifte seng og hjem hver anden dag, udmattede af al den transport... Vi trængte bare til at komme HJEM!!! Vi var grædefærdige... så Peter og jeg måtte tage en hård men god beslutning. Vi tager på det lækreste hotel vi kan finde der virker europæisk! Ikke fordi vi synes at pengepungen ligefrem bugnede af penge, men bare fordi vi trængte og vi var ved at gå rejsekolde. Vi endte med at booke os ind på Radisson for hele 500 kroner pr. overnatning for os alle fire! Det er jo latterligt billigt i forhold til Radisson i Kbh. - og mindst lige så lækkert. Her endte vi så med at bo i 6 dage med swimmingpool, spa, sauna, minibar, computerrum med det sidste nye, kæmpe overdådig morgenbuffet og en fantastisk restaurant på 15. sal med udsigt over hele La Paz. Vi følte os som konger og prinsesser - og vi blev behandlet som sådan! Lige hvad vi trængte til ;-)

Dansk er dejligt!

2007-09-21T15:03:00.000+01:00

Efter at have rejst i nu over 8 måneder og landet i Bolivia i byen La Paz, har vi dannet vores helt eget sprog og forståelse... vi har f.eks. et udtryk og kælenavn som transporTHOMAS og kanTINA, når vi ikke ved hvad chaufføren eller vores "madmor" hedder! Vi har kælenavne som alpacaPETER, la-så-vær-lukas, café-latte-Charlotte og mad-max... vi har også de søde som: Peter-prut, Marcus Muldjord, Lucky Lukas og Charlotte-potte-von-pis-pot ;-)
Vi nyder at have vores helt eget sprog, når vi rejser. Vi kan ordne mange ting, med et smil på læben, mens vi skælder ud, irettesætter eller fortæller vores helt ærlige mening om tingene, når vi har fået for meget, er trætte eller bare har lyst til at lave sjov med det hele eller med hinanden! Dansk er DEJLIGT!
Har du måske nogle sjove udtryk, når du rejser?

Overnatning hos en lokal familie

2007-09-19T15:46:00.001+01:00

Det mest spændende ved vores Titicaca tur var at vi skulle overnatte hos en lokal familie. De hentede os i havnen og vi gik op, op og op... til deres lille hus. Huset lå idyllisk halvt oppe på øen og med en skøn udsigt over havet og de andre i landsbyen (ca. 200 mennesker/30 familier). Vi vidste godt at de var fattige og kun lige havde til dagen og vejen, men deres hjerterum og åbenhed var overvældende og tankevækkende... vi fik frokost (suppe med masser af krydderurter og kartofler), gedeost, ris, tomater og myntethe. Senere gik vi igen opad og mødtes med flere andre til fodboldkamp på deres "stadion"... om aftenen efter endnu en portion suppe mødtes vi med de andre familier i forsamlingshuset og dansede lokale danse. Vi var dødtrætte, da vi skulle i seng den aften... det var ret svært uden noget lys og toilet... og tålmodigheden og overskuddet var ikke stort... vi famlede os rundt, slog os lidt (deres huse er ca. 1,5 m. høje til loftet), fandt ned under de 5 uldne tæpper og faldt endelig i den dybe søvn - snork! Næste morgen var alt meget bedre. Aftenens strabadser var glemt og vi nød et par timer, hvor drengene også lige nåede at lave "våben" af sten og træ... så gik turen ellers videre rundt på Lago Titicaca!

Titicaca søen - de flydende landsbyer!

2007-09-18T15:20:00.000+01:00

Efter en dags hvile tog vi videre mod Titicaca søen. Vi sejlede ud fra havnebyen Puno og ud på søen i en båd, der næsten virkede... Det betød flere stop, længere pauser og en stank af bensin... skønt! Titicaca er den største navigerbare sø i verden. Den ligger i 3800 meters højde og er kæmpe stor. På søen er der 25 flydende landsbyer. Den første blev "lavet" for 75 år siden. Her lever de virkeligt primitivt - uden nogen form for elektricitet eller hjælpemidler. De lever af fisk og en speciel "frugt" fra havet, som de også bruger til at lave "gulv", huse og sejlbåde af! Det var meget fascinerende og vi fik helt lyst til at bo der - for en lille periode. Men da solen gik ned og det blev koldt, blev vi enige om, at vi alligevel ikke havde lyst til at vågne våde og forfrosne på en siv-ø, med dårlige maver og uden mulighed for at komme til fastlandet før næste tirsdag! Drengene hoppede rundt som var øen en hoppepude og de delte blyanter og slik ud til børnene.

Machu Picchu - den glemte by!

2007-09-14T23:30:00.000+01:00

Spektakulært, ufatteligt, imponerende... find selv på ord! Vi kan ikke finde ord, der beskriver, hvor fantastisk det var. At stå der midt i historien, tilbage i det 16. århundrede og se det imponerende bygningsværk på toppen af bjergene! Ubeskriveligt! For mange er Machu Picchu højdepunktet på deres rejse til Peru - det blev det også for os!
Kort fortalt: I 1911 blev Machu Picchu fundet ved en fejltagelse af den amerikanske prof. i arkæologi Hiram Bingham. Han ledte egentlig efter en anden by, men fandt i stedet Machu Picchu. Der er mange gisninger om hvad stedet skulle bruges til. En af dem er, at Machu Picchu var et fort der skulle beskytte de kongelige, andre siger det var et tempelområde og igen nogle siger det var for at beskytte inka-kulturen efter den spanske invasion! Under alle omstændigheder viser kvaliteten af byggeriet at det må have været af stor vigtighed. Man regner med at der var omkring 20.000 der arbejdede på byggeriet af gangen.
Vi tog derop med den tidligste morgenbus for at få solopgangen med (og ikke så mange turister) ;-) Efter vi havde taget vores billeder og gået rundt i ruinerne en times tid tog vi turen op ad det stejle bjerg Wayna Picchu, hvor vi vandrede op ad bjergsiden til Månetemplet på toppen. En rigtig mandomsprøve, men vi klarede det - både op og ned igen! Drengene var ikke til at skyde igennem. Og har siden fortalt det til Gud og hver mand ;-) Vi glemmer aldrig denne oplevelse!

På hesteryg over Andesbjergene!

2007-09-14T23:10:00.000+01:00

"Jeg er en glad lille cowboy"...
Vi har ondt i bagdelen! Men vi er helt oppe og køre! 4 glade amatører på hesteryg i den mest storslåede natur med borge og fæstninger spredt ud med rund hånd omkring os. Det fik smilet frem på alles læber. Vi blev dog også pinligt klar over, at vi ingen forstand har på heste og hvordan man "styrer" disse skabninger... hverken pruh eller hopsa dasse eller noget hjalp. Hestene gjorde lige hvad de havde lyst til uanset hvad vi prøvede - og det var nu egentlig også fint nok! Lukas og Marcus var dog lidt skuffede over at de ikke fik redet i galop ud over stepperne med vind i håret og tårer i øjnene. De var dog ikke mere skuffede end at Lukas udbrød: "Jeg SKAL have en hest, når jeg kommer hjem! Det er ligesom at køre på en levende motorcykel!"
Rideturen blev blandet med besøg på de mange arkæologiske steder på vores rute. Sikken dag! Det er nu specielt at lugte af hest og være øm i ...!

Byen Cuzco og Den Hellige Dal!

2007-09-14T22:37:00.000+01:00

Vi er ankommet til byen Cuzco efter 14 timers natkørsel gennem bjergene... pu-ha! Vi har efterhånden tilbagelagt mange timer i bus. Vi var dog lidt nervøse, da der dagen inden var en kæmpe busulykke med 4 døde og 40 sårede med samme busselskab. Det er ikke for sjov at vi beder om Guds beskyttelse hver gang vi tager afsted.
Cuzco ligger i 3400 meters højde og højden mærker vi tydeligt. Vi kan kun lave en ting ad gangen og i et meget stille tempo. Ikke noget med at snakke, spise og gå samtidig eller grine for længe af en vittighed! Så får vi med det samme åndenød og skal puste og pruste i lang tid. Appetiten er næsten væk og vi sover lidt mere end sædvanligt. Ellers har vi det meget godt!
Vi tog på tur til "Sacred Valley", hvor vi så flere inka-ruiner, købte ind på de lokale markeder, spiste peruviansk mad og nød ellers bare naturen og deres imponerende håndbyggede bjerg-terrasser, som skar sig ind i bjergene og gør/gjorde det muligt at dyrke jorden. Desværre er der færre og færre bønder, da de tjener flere penge på turister ved salg af strikhuer, trøjer m.v. Det har ændret hele deres måde at leve og overleve på! Nu klæder de sig i stedet ud i deres traditionelle dragter, tager Lama-unger under armen og stiller sig til rådighed for turist-kameraer for "Una Soles" por favor!

De vilde nonner!

2007-09-14T22:10:00.000+01:00

Vi har besøgt et ca. 500 år gammelt nonnekloster i byen Arequipa - lyder det kedeligt? Det var det overhovedet ikke.... heller ikke dengang i 1580!
Klosteret blev grundlagt i 1580 af en rig spansk enke. Hun inviterede kvinder fra de rigeste spanske familier til at blive nonner i hendes kloster "Monasterio Santa Catalina". Det var et meget prestigefyldt hverv og derfor blev klosteret hurtigt fyldt. Det eneste problem var at de rige kvinder tog deres livstil med sig. De havde hver 3-4 tjenestepiger - en til at lave mad, sy tøj, vaske, gøre rent osv. De levede livet på alle måder - og det blev snart kendt af alle at der var "fest" i nonneklosteret. Det kom paven for øre og det blev så enden på deres søde liv indenfor murene... Han sendte en stram dominikansk nonne, som fik ryddet op og strammet op på livstilen som nonne. Fra da af blev tjenestepigerne fyret, de skulle selv til at gøre alt - og det viste sig at skabe store problemer, da de aldrig havde prøvet at lave huslige pligter før...
Når det er sagt var deres liv ikke specielt "sødt". De stod tidligt op og levede i deres værelse, hvor de tilbragte hele dagen med at bede og sy. De kom kun ud en gang om dagen for at tale lidt med de andre nonner. De fik bad en gang om måneden og de fik besøg af familien en gang om måneden. De måtte dog ikke røre dem og kunne kun se dem gennem et gitter - alt under opsyn af en af de ældre nonner.
Vi var meget fascineret af hvor smukt det var inden for murene og høre om deres liv og se hvor de boede, badede, bad og spiste. Dengang var de 500 nonner - i dag er der 24 praktiserende nonner - med internet, tv, eget bad, køkken osv. Dengang var det altid den førstfødte datter der blev nonne og kun nonner fra rige spanske familier, der betalte formuer for at få deres datter i nonnekloster. I dag kan alle komme ind, det koster ikke noget og de vælger selv om de vil leve et liv som nonne.

Tæt på de vilde dyr

2007-09-08T23:21:00.000+01:00

Lukas og Markus er meget begejstrede for alle de vilde dyr her i Peru. Og det bedste er, at de kan få lov til at komme helt tæt på. Selv de store ørne og de vilde lamaer kan de få lov til at røre. Så her er et par billeder! Vi kan ikke lade være med at smile lidt af de pong-ponger de pynter deres lamaer med ;-)
En ting, som vi dog indtil nu er gået udenom er deres marsvin. Dem har vi ikke set i levende live, da de her i Peru er en delikatesse, som får peruvianernes mundvand til at løbe og som de f.eks. spiser juleaften. De skulle smage udmærket, hvis de bliver tilberedt ordentligt! Vi har indtil nu formået at slippe for at spise de søde kæledyr! Vi har dog smagt Lama-kød og Alpaca-kød (en lama-art), som er mørkt, mørt og smelter på tungen! Drengene er vilde med det og spiser løs!

Inkafolket - et bjergfolk med en stor livsglæde

2007-09-07T19:43:00.000+01:00

Vi er lige kommet tilbage fra en 2-dages tur i Colca Canyon med små afstikkere til diverse inka-landsbyer med lokale folk klædt i de traditionelle peruvianske farver. Specielt de små børn og babyer ser noget så henrivende ud i deres lille inkatøj. Man skal dog passe på med at tage billeder af inkaerne her i Peru, da flere mener at deres sjæl bliver fanget ind af billedet... så vi spurgte pænt hver gang! Og vi fik pænt lov til at betale hver gang! De kan nu noget med turisme her i Peru. Det er da sjovt at uanset hvor vi befinder os, så dukker der peruvianere op med ponchoer og panfløjter, små handsker og huer til salg og nærmest tæppebomber os med tilbud!
Det er nu ellers herligt at se hvor glade disse inkaer er. De smiler og hygger sig og bruger enhver anledning til at danse og synge og spille meget høj musik - uden omtanke på de stakkels naboer eller sarte folk med tinitus!
Det område vi befinder os i for tiden ligger fra 2.500 meter og op til knap 5.000 meter over havets overflade. Vi føler os alle som en gruppe kæderygere her... bare et hurtig tur op af trapperne til vores værelse og så må vi hive efter vejret! En anden udfordring er at vi alle føler os lidt ved siden af os selv. Højdesyge er noget farligt stads og det er en reel mulighed her i Peru. Charlotte oplevede det som om en lille lokal inkakriger dansede krigsdans inden i hendes hoved, da vi krydsede et bjergpas i 4.910 meters højde, selvom både hun og jeg og Lukas havde tygget cocablade med en eller anden lille syreholdig sten indeni. Uha, hvor det smagte!!! Det gør vi ikke igen! Vi fandt så senere ud af, at disse cocablade er de samme man laver kokain af... hmm!
En af turens højdepunkter var at se Condorer - disse flyvende fæstninger med et vingefang på over 3 meter! Det snakkede vi meget om på turen tilbage! Vi var også overraskede over at se de mange smukke kaktusser.

Sandsurfing i ørkenen

2007-09-03T19:48:00.000+01:00

I dag var vi ude at surfe på sandbjerge i ørkenen. Vi kørte i en boogie og skreg - af skræk og grin! Det var vildt sjovt og vi fik fyldt alle tomme lommer, folder og underbukser med sand! Send alle SFO'er herud... der er rigelig plads i sandkassen ;-)

Peru - et land i kaos

2007-09-03T19:24:00.000+01:00

Efter nogle dage i Lima, Peru er vi nu taget videre på en 16 dages tour rundt til nogle af Perus største seværdigheder. Det er første gang vi ikke selv planlægger og bare skal "bæres" rundt, men vi var nået et punkt, hvor vi bare havde lyst til at være turister uden at skulle finde ud af AL TING selv - uden at tænke! En helt befrielse, som vi nu nyder. Vi rejser stadig alene, men hopper af og på busser og ind og ud af hoteller... det er vildt at blive ført rundt og bare "tage i mod" service og søde mennesker.

Vi er lige nu i byen Ica, som ligger tæt på det jordskælvsramte Pisca. Vi har set hele ødelagte byer og masser af folk, der nu bor i telte - på må og få. Vi har talt med flere, der har mistet familiemedlemmer og mærker tydeligt her i byen, hvordan folk stadig er mærket af jordskælvet og alt det der skal bygges op både materielt og psyskisk hos disse mennesker.

En lille hilsen fra mig Marcus!

2007-09-02T19:23:00.000+01:00

Det bedste land har indtil nu været U.S.A. En af de bedste steder var Seaworld!
Der var en delfin der kunne lave en dobbelt baglæns saltomotale og der var en delfin der sprang 5 meter op i luften. der var en spækhugger, der hed Shamu og en der hed baby Shamu. Der var hajer.

I Guatemala var der en by der hed Antigua den var rigtig hyggelig. Vi havde en aftale at hver dag til frokost tog vi på Burger King jubiii! Her i Peru har vi mødt en pige, der hedder Susan. Hun er sød virkelig sød. Vi har været i 2 forskellige spillearenaer. Der var radiobiler og der var et spil der hed Metal Slug 6 og 3. Den spillearena hed Moy Park den anden hed Conlor Park eller noget lignende.

Jeg har det ellers rigtig godt og savner jer familie og venner rigtig meget. Jeg håber også at I har det godt. Hilsen Marcus.

Hilsen fra Lukas til alle jer derude!

2007-08-31T15:30:00.000+01:00

Hej alle sammen nu er vi i Guatemala jeg Lukas skriver nu:

Vi er ved stranden i Monterrico. og vi skal rejse om to dage til Peru. Jeg og co. tog ned til Monterrico by og vi fandt en ATV udlejer han hed Robert han var meget sød og vi lejede en ATV af ham. Dagen efter fandt vi så ud af at han var narkosælger. Mor og Robert de snakkede og han sagde at han havde været narkosælger, men han var det ikke mere. og da klokken blev 9am skulle han havde været der, men han kom ikke. Da klokken var 1pm kom han. Han havde en god grund til at komme for sent fordi der var en dreng der var blevet bidt af en hund, så Robert tog ham til hospitalet. Så fik vi en stor ATV og jeg sad bag på ATVen mens far han kørte. Det var sjovt og gik meget stærkt ned ad stranden.

Da vi afleverede ATV’en så viste Robert at han også havde en lille en – lige i min størrelse. Far tog en hurtig beslutning og efter 10 minutter drønede jeg ned ad stranden med 50 km/t. Det var virkelig sjovt... jeg var i himlen ;-) Efter lang tid skulle jeg prøve at spinde hurtig rundt. Med for meget fart, det hele kørte rundt – så væltede ATV’en. Alt gik i slowmotion. Inden for 3 microsekunder nåede min hjerne at tænke at jeg skal af denne ATV’en inden det går galt. Så jeg sprang af alle mine kræfter og rullede rundt på jorden. Heldigvis langt nok væk til at ATV’en ikke kunne ramme mig. Heldigvis skete der ikke noget som helst. Mor og far kom løbende, men jeg kunne bare rejse mig op uden skræmmer. Fed dag! Jeg ELSKER fart! Men husk. Fart kan også være farlig!

Stillehavet, sort lavasand og ren afslapning!

2007-08-29T04:00:00.000+01:00

Efter en heftig maveforgiftning og med kun få dage tilbage i Guatemala tog vi bussen fra vores by Antiqua til Stillehavet og byen Monterrico... ud til et lille resort, hvor de sørger for alt. Vi skal ikke tænke - bare slappe af, nyde solen, vandet og det gode mad! Det var lige hvad vi trængte til efter sygdom og en masse hjemve! Det er bare altid skønt at blive forkælet af nogen. Uden internet, tv eller andet underholdtning var der kun en ting at gøre. Slappe af, læse bøger (Bogen om Peru, Bolivia og Brasilien), bade og gå tidligt i seng. Det var helt dejligt at blive lidt "solskoldet" igen ;-)) Vi mødte nogle rigtig dejlige mennesker, som vi hyggede os med. Og tro det eller ej! Vi mødte danskere fra MS (helt tilfældigt). Og så var der Robert en amerikaner bosat i Monterrico - nu kristen, men tidligere drugdealer-baron i området! En mand, der bar præg af at have levet et hårdt liv, men som var en utrolig sød og hjælpsom mand, som vi bla. lejede ATV'er af!

Orkaner, jordskælv og vulkanudbrud

2007-08-22T19:58:00.000+01:00

Hvad er det for et sted på jorden vi er lige nu! Vi skulle have været ude på en lille ø i det caribiske hav, men der kom "hurricane Dean" i vejen. Vi er på vej til Peru på onsdag og der har der lige været et gigantisk jordskælv, så vi ved ikke hvad der møder os, når vi når frem!? Vi må sige, at det er noget anderledes end at rejse i Skandinavien på godt og ondt! Så nu er vi tilbage i Antigua, hvor jeg (Peter) går på sprogskole igen.
Charlotte, Marcus og Lukas er desværre blevet syge med maveforgiftning. Vi håber det går hurtigt over, så vi kan komme til Stillehavet istedet og hilse på nogle havskildpadder og få lidt sul og sol på kroppen :-))

Maya-indianerne i Guatemala

2007-08-21T02:58:00.000+01:00

Da vi planlagde vores verdensrejse var en af fix-punkterne at vi skulle besøge nogle af de landsbyer som ligger oppe i bjergene omkring søen Atitlan. MS samarbejder med en partner Vivamos Mejor om at hjælpe børnene i disse landsbyer med at blive skoleklar i et før-skole-projekt. Børnene lærer spansk, hvordan man leger med andre, sidder på en stol! og hvordan man modtager læring og er socialt sammen med andre børn. Projektet foregår i et meget tæt samarbejde med børnenes forældre, der er en aktiv del i deres skolegang, madordning, syning af kostumer osv. og har betydet at børnene nu kommer i skole - og bliver der! Et fantastisk projekt, som blandet andet pengene fra Børnenes Ulandskalender skal gå til. Det var skønt at se projektet "live" og at det virkelig virker og batter noget, det vi gør i Danmark og det vores partner gør i Guatemala.
Børnene er bare dejlige. Se selv! Jeg havde bare lyst til at tage dem med hjem. Det er ikke svært at sætte sig ind i, hvad der drev Madonna! Men efter episoden med Madonna og flere andre er det blevet farligt at tage billeder af børnene. Man risikerer simpelthen selv at komme til skade, da de er bange for at vi "løber" med deres børn. Derfor blev vi instrueret i at være forsigtige og spørge dem først om vi måtte tage billeder. Det gjorde det naturligvis lettere at vi var fra MS og ikke nogle tilfældige turister på børnerov!

Lago de Atitlan og meget mere!

2007-08-21T02:29:00.000+01:00

Vi er lige kommet tilbage til Antigua fra 4 dage i Panajachel - en øhh speciel lille by ved den ualmindelig smukke sø Atitlan midt i et bjerg- og vulkanområde, der kan tage vejret fra en.
Vi havde aftalt med nogle kolleger fra MS (Mellemfolkeligt Samvirke) at mødes på et lille hyggeligt hotel. De var i Guatemala i forbindelse med forberedelsen af Børnenes Ulandskalender og så passede det bare lige at vi kunne mødes der.
Hvor er det dejligt at mødes med andre danskere og få lov til at tale dansk med nogle andre end os selv... det lyder næsten som om vi er ved at blive lidt kulrede - og det passer måske meget godt!! Vi er lige inde i en periode hvor Danmark trækker ualmindeligt meget i os... næsten ligesom Udysseus og sirenerne i de gamle græske sagn. Vi kan godt mærke at vi nu har rejst i over 7 en halv måned... trætheden er ved at indfinde sig. Den daglige planlægning af livet og transporten frem og tilbage mellem forskellige steder er blevet lidt mere anstrengende og vi ser frem til pauser og små oaser, hvor vi kan blive ét sted i længere tid af gangen. Nå, det plejer heldigvis at lysne efter et par dage med lidt rejse-ro.
En af dagene tog vi en rundtur på søen Atitlan - til 3 forskellige byer beliggende ved søen. Det er fascinerende at se hvordan livet det former sig for de lokale indbyggere i disse små samfund. Det er også fantastisk at se hvordan kirker og kristenlivet blomstrer og gennemsyrer hele bybilledet. I den første by - San Pedro :-)) hmm dejligt navn - var der et stort optog fra en af de lokale kirker, hvor hele menigheden var med. Der var en kæmpe fest lige der midt på gågaden. Selv deres mure og de små tuk tukker (taxier) havde små slogans med "Jesus lever" eller "Jesus er herre" malet på.

I medgang og modgang...

2007-08-21T02:12:00.000+01:00

...lovede vi hinanden for nu 12 ½ år siden. Det kan da ikke passe, når vi nu ikke føler os en dag ældre – kun 12 ½ år klogere og med mange erfaringer i kufferten. Charlotte mistede sin vielsesring for snart mange år siden under flytning til Karlslunde og har ikke haft en siden. Det er nu SLUT ;-) Vi har nemlig selv været i gang og lavet vores nye vielsesringe i sølv og med en diamant i Charlottes. ”Endelig” sagde Lukas, der længe har haft det på sin ønskeseddel, at vi skulle have nye ringe. Drengene har også lavet armbånd i eget design. Vi er bare sååååå stolte af dem. De har selv tegnet dem og i 2 dage været 100% koncentreret og flittige i værkstedet med de professionelle sølvsmede.

Hasta la vista baby!

2007-08-12T20:18:00.000+01:00

Det eneste spansk vi kan er fra Terminator 3 og Arnold S. og det er lige i underkanten til at kunne klare sig her i Mellemamerika! Derfor har vi besluttet at tage en uge på sprogskole fra i morgen mandag! Vi har brug for opmuntring og positive kommentarer for at kunne klare os igennem en hel uge med en lærer til os hver... gracias!

Klatre på vulkaner

2007-08-12T19:21:00.000+01:00

Klokken 5.30 stod vi op for at mødes med Rolando vores guide, der skulle følge os til vulkanen Pacaya. Vi skulle klatre Fra 1500 meters højde op til 2550 meters højde. Det lød da ikke af ret meget! Kun en kilometer!!! Vi blev hurtigt overraskede og allerede efter en halv time havde vi to drenge der mente at de ville DØ lige på stedet, hvis ikke vi fik fat i en hest og red ned igen ;-) Der skulle store afledningsmanøvre til og efter en snak om juleaften, gaver og familien - og alt det vi glæder os til at komme hjem til, så vendte deres minus til plus;-)
Det er nærmest en underdrivelse at sige at turen var hård. Den var VILDT hård... Vi var først i tvivl om vi overhovedet skulle tage en vandrestok med. Godt vi gjorde. Vi fik rigeligt brug for den, for det var ikke bare en vandretur, men en klatretur ad stejle, glatte, ujævne og til tider mudrede "stier". Men det var også en tur, hvor vi kom helt tæt på! Efter et par timer nærmest lodret opad, holdt vi pause og fik "morgenmad", der bestod af frisk ananas, bananbrød og mango. Drengene legede med de vilde hunde og så gik turen ned i "dalen", hvor lavaen var samlet og vi kunne komme helt hen "at røre".
Efter en rutsjetur ned ad bjerget ankom vi til noget der allermest mindede os om Månebase Alfa. Et stort område med både gammel og ny lava. Det røg flere steder fra og vi kunne se det rødglødende lava, der bevægede sig nedad hele tiden. Vi klatrede rundt på den gamle lava og der var ingen fare for at vi skulle komme til at træde på den levende lava. Det var så varmt at der ikke var noget at tage fejl af. Vi smed hurtigt, hvad der var at smide af tøj og mens vi sad der og duftede til duften af "bål" (uden den dårlige lugt af røg), så havde Rolando sørget for en lille surprise. Overraskelsen bestod af marshmellows (skumfiduser) på en lang gren, som blev grillet over den varme lava, hvorefter to chokoladekiks blev "burgerbollen" omkring skumfidusen. Der var stor jubel og der blev spist til en lille mavepine. Det var så stort at sidde der midt i lavaen, grille skumfiduser og vide, at bare en time senere, så var det ikke muligt at sidde hvor vi sad, for så ville lavaen være også der. Da vi kom hjem var vi segnefærdige af træthed og gik lige på hovedet i seng.

Vulkanudbrud....

2007-08-10T15:02:00.000+01:00

Vi sidder her på vores terrasse i byen Antiqua i Guatemala og ser vulkanudbrud fra vulkanen Fuego – du tror det er løgn!!!
Ingen af os har nogen sinde set et vulkanudbrud i virkeligheden. Vi ser lavaen sprudle mange meter op i luften og den gloende hede lava vælte ned ad bjerget. Utroligt! Vi ved ikke rigtig hvad vi skal tænke... det er bare for vildt!
I morgen skal vi op at klatre på vulkanen og komme endnu tættere på... kan ikke vente – selvom det skulle være en hård tur!

Guatemala: Historisk og hyggeligt i Antiqua

2007-08-08T04:50:00.000+01:00

Vi kan næsten ikke rumme mere. Ikke flere nye steder og mere flytteri! Sådan havde vi det bare da vi sad i lufthavnen og igen skulle af sted til nye himmelstrøg... Drengene er heldigvis de bedste rejsekammerater og er blevet rigtig gode til at hjælpe med alle ting i lufthavnen med bagage, check-in, security m.v. De færdes efterhånden helt hjemmevante i lufthavne ;-)
Vi landede i Guatemala City lufthavn klokken fem om morgenen med nul-forventning, ingen planer og meget, meget trætte – uden søvn og sultne. ”Kære Gud, vis os hvor vi skal tage hen og pas godt på os”.
Så oplevede vi det igen!!! At blive fuldstændig overrumplet og den der lykkefølelse af frihed og eventyr... vi kørte gennem Guatemala City, som er lige så ucharmerende og forurenet som de fleste andre storbyer og direkte til starten på Guatemala-eventyret til byen Antiqua.
Vi fandt det mest charmerende blå hotel med pejs, små haver, spa-bad og swimmingpool. Værelset med flotte detaljer i brændte farver, store klinker på gulvene og udsmykninger og engle over sengegærdet.
Selve byen Antiqua er over 500 år gammel og bygget op af de første europæere i deres ønske om at bygge et nyt imperium op i det gamle ”Americas”. Byen var i flere hundrede år landets hovedstad og emmer af historie og har en fantastisk stemning. Vi ser frem til mange gode dage i denne by.

Farvel til besøg fra farmor og Steffen.... snøft!

2007-08-08T04:47:00.000+01:00

Vi sluttede vores High-way USA tur af i Los Angeles, hvor vi overnattede hos fætter Peter i Beverly Hills. Vi købte lækre bøffer, salat og god vin mv. Vi lavede mad sammen og havde en hyggelig afslutningsmiddag der sluttede med Gladiator på 50” storskærm...
Så var det tid til at sige farvel – og på gensyn til mormor og Steffen. Snøft! Steffen tog Greyhound-bussen til San Francisco og mormor tog flyet til DK. Tak til jer begge for en fantastisk tur – vi nyder at være sammen med jer!

Med fly over Grand Canyon og Hoover Dam

2007-08-08T04:40:00.000+01:00

Vi tog et lille privat fly over den vestlige del af Grand Canyon og fløj på vejen derhen over det imponerende bygningsværk Hoover Dam. Vi var lamslået og mundlamme på hele turen. Det er bare engang imellem meget svært at videregive de indtryk, der strømmer os i møde, når vi oplever disse voldsomme eller overdrevede ting. Vi nød turen og fik alle facts og historier af den elektroniske guide i vores headset. Flyveturen var lidt som at køre i rutsjebane eller have kvalme og kæmpe med ikke at kaste op. Vi alle klarede frisag, lige på nær Marcus der måtte have fat i en ”bland-selv-slikpose”... Så havde han det ellers super efter!

Las Vegas – imponerende og sørgelig

2007-08-08T04:32:00.000+01:00

Inden vi tog hjemmefra havde drengene besluttet at Las Vegas var det de glædede sig mest til! Og de blev ikke skuffet. Der er alt i Las Vegas. Det er muligt at være i både Egypten og se pyramiderne, New York og se frihedsgudinden, i Venedig i Italien og i fantasiland i middelalderen, i cirkus med rigtige cirkusprinsesser og luftakrobater osv. Der er spille- og legelande overalt og drengene vandt masser af bamser i alle afskygninger. De fik kæmpe poser til at bære dem væk i. Peter fik prøvet at spille Black Jack for første gang og brugte hele 30 dollars og vandt 10! Spillefugle bliver vi heldigvis ikke... men indrømmet det var sjovt at prøve og desværre ret synligt at mange spillere i kasinoet havde et problem! Ordsproget ”What comes to Vegas stays in Vegas” er vist meget passende!
Vegas er imponerende og samtidig et sted hvor alt er så overdrevet og sørgeligt! Alle vigtige og sunde værdier er udskiftet med tomme løfter om rigdom og succes og mange sørgelige skæbner ses overalt!

Yosemite National Park

2007-08-08T04:24:00.000+01:00

De fleste vi har mødt på vores vej i Californien har sagt: Gå ikke glip af Yosemite National Park. Det er en enestående oplevelse!” Så vi så alle sammen frem til et par dage i denne nationalpark.
Yosemite er kontrasternes park – med storslåede bjerge, smukke glinsende floder, træer på størrelse med højhuse og udsigtspunkter som man kun kan drømme om. Jeg må sige at det sætter en masse tanker i gang at bevæge sig igennem så smukke steder. Mine tanker går altid opad mod Gud for den fantasi og skaberkraft, som Gud har udfoldet i ønsket om at skabe et hjem for os mennesker på denne jord.
I det hele taget har de endeløse naturoplevelser gjort os alle mere taknemmelige over livet og det at kunne få lov til at se og dufte og høre og mærke naturens store og små velsignelser på vejen.
At vi så lige skulle lære at køre med automatgear i bjergene og at vores bremser på bilen begyndte at ryge, så vi måtte holde ind i et par timer mens bilen ”kølede af” gav os bare mere at se på!

Walnut Creek, San Fransisco

2007-08-08T04:19:00.000+01:00

Peter var i november sidste år i Sheffield, UK, hvor han kort mødte blandt andet en luthersk seniorpastor Kevin Murphy fra USA. Han inviterede os til at komme og besøge ham og hans familie lidt uden for San Francisco, møde de ledende folk fra hans store og voksende menighed.
Vi fik et helt hus for os selv alle 6 – det var fantastisk. Og WOW for et hus!!! Det var min. 400 kvadratmeter stort, med en fantastisk udsigt udover dalen og 4 badeværelser. De har noget med badeværelser herovre!!! Så vi kunne nærmest have et hver især. Kevin og hans kone Debi havde sørget for ALT. De havde købt ind til os og fyldt køleskabet, redt senge m.v. De lavede en stor BBQ-fest for os og deres nøglepersoner i venskabskredsen og kirken. En dejlig fest, hvor vi fortalte om vores tur og indtryk fra turen – både rent turistmæssigt og rent åndeligt. Herovre er det åbenbart helt utroligt og nærmest en umulighed at gøre det vi gør – at rejse rundt i verden i et år. Med mindre man er millionær og så er det alligevel ikke noget de gør! Så vi var genstand for mange tusinde spørgsmål om hvordan det i det hele taget kan lade sig gøre og hvordan vi havde arrangeret det. Vi fik nogle gode snakke også om det danske system og dansk politik kontra hele det amerikanske.
Kevin tog os med ud at sejle under San Francisco Bay Bridge med snacks, øl og vin ombord. En rigtig rough tur med god vind i sejlene. Mormor var ”lidt” nervøs inden og under turen, men hun nød det og var lidt overrasket. Hun flyttet en grænse eller to (det er heldigvis aldrig for sent).
Vi nåede på de 5 dage vi boede der også at være til gudstjeneste i deres dejlige menighed og til en rigtig luthersk indsættelse af deres nye 4. præst Sarah. Det var rigtig spændende at se hvordan menigheden i fællesskab med biskoppen indsætte hende og efterfølgende har ansvar for hendes ve og vel. Og så blev det tid til at sige farvel – igen! Mormor kunne have blevet der! Hun nød den amerikanske gæstfrihed, åbenhed og udadvendte kultur... De kan noget med at få folk til at føle sig velkommen. Vi har fået nye venner for livet og de kommer forhåbentlig til Danmark, hvor vi kan gengælde deres gæstfrihed!

SAN FRANCISCO: Stejle gader, vægmalerier og underholdning

2007-08-08T04:14:00.001+01:00

Præcis som vi havde forestillet os var San Francisco en utrolig charmerende by med masser af liv... Vi tog naturligvis den gamle sporvogn hele vejen op og ned af gaderne gennem Chinatown og hvem hang ”uden på” sporvognen – Lukas naturligvis ;-) Han elsker at leve livet lidt farligt (gad vide, hvor han har det fra?!?). Han bogstaveligt sang mens han hang ud af vognen på 30 grader stejle gader. Vi besøgte også latinerkvarteret og blev fuldstændig fascineret af deres smukke vægmalerier – ren kunst og propaganda, som vi ville ønske vi kunne hugge ud af muren og tage med hjem.
Vi besøgte Steffen Boeskov (ungdomsleder i vores kirke i DK og på besøg i San Francisco) og hans nye venner fra organisationen ”ReImagine”, der lever og laver storbymission i den mere udsatte og hårde del af San Francisco. De er en gruppe mennesker der gerne vil leve OG handle. Derfor har de valgt at bo tæt på hinanden alle sammen, dele livet og gøre en masse godt i deres lokalområde. En holistisk livsstil, hvor de både lever og handler ud fra deres kristne tro og prøver at hjælpe hinanden og andre i området med deres egen vandring med Gud. De næste 10 dage skal både Steffen og mormor følge os på turen rundt i US. Skønt med selskab af disse dejlige mennesker.

Dansk og dejligt i Solvang USA

2007-08-08T04:04:00.000+01:00

Vi glædede os alle fem til at besøge den lille danske by Solvang beliggende lidt nord for Los Angeles. Vi havde ingen anelse om at byen alligevel var så stor. Bygningerne vejene, fortov, blomsterbede – alt var så velholdt og gid der fandtes så smuk en by i Danmark! Men stemningen, Olssons bageri med rigtig lavet dansk wienerbrød, Ingeborgs chokolade og Red Viking, der i bedste Ida Davidsen stil laver smørrebrød og serverer god kaffe og æbleskiver.
Vi brugte en hel dag i Solvang, hvor vi besøgte butikker, talte med nogle af indehaverne af butikkerne og fik deres historie om, hvordan de var havnet i USA og Solvang! Det er interessant at alle vi møder her i USA taler meget om hvor de kommer fra! Alle har rødder fra andre lande og det går de rigtig meget op i. Så når vi kommer fra Danmark og møder 1., 2. eller sågar 3. generation danskere, så har vi med det samme en masse at tale om... det er altid spændende og vi lærer faktisk en del om Danmark og de dansk-amerikaneres historie.
Vi besøgte også den Lutherske kirke i Solvang. Da vi kom ind var der orgelmusik og kendte toner. Pludselig mens vi går rundt og kigger, så er der en mandsstemme der siger på klingende fynsk ”God eftermiddag – jeg synes jeg hører mit modersmål”. Det var Oluf Christian på 82 år, der har boet i USA i over 30 år. Vi fik hans historie om hvordan hans familie i Danmark havde startet Ryslinge Frimenighed, som i dag er Danmarks største frimenighed og hvordan han som ”ung” (ca. 50 år gammel) tog til USA for at bo. Det var sjovt. Oluf var en entusiastisk organist. Vi fik alle 5 en indføring i orgelet og drengene spurgte flittigt. Til slut spillede han en salme for os og vi sang med – så godt vi kunne. Skønt at være dansk igen efter 6 måneder ;-))

Hjemme hos fætter Peter

2007-07-30T08:49:00.001+01:00

Det er altid lidt spændende hvordan det vil gå, når man skal bo hos nogen for første gang – specielt når det er 30 år siden sidst. Så det var lidt med sommerfugle i maven vi tog hen til fætter Peter for at overnatte. Men hvor var det hyggeligt! Peter viste os rundt og hjalp os med at finde os til rette. Drengene fik en tur i Peters 40 års fødselsdagsgave til ham selv – en flot rød Ferrari med læderindtræk! Uha, den en flot! Og så fik drengene leget med Peters hund Harry – en Golden Retriever, som bare var vildt sød og dejlig.

Saddleback Church

2007-07-30T08:36:00.000+01:00

På vej nordpå fra San Diego var vi til gudstjeneste to gange. Første gang med Lois og Jack i deres menighed – en presbyteriansk mega-kirke. Næste gang var om eftermiddagen i Saddleback, som ligger i nærheden af Los Angeles. Denne kirke er stor. Det er næsten ligesom at komme ind i Disneyland. Det skal opleves. Drengene synes rigtig godt om dette sted. Der var alt for børn lige fra spillemaskiner bygget ind i væggene til børneshow til levende dyr til klatrestativer... alt! Det var lige noget for dem, selvom de synes der var alt for meget undervisning... hmm!
Vi i den mere modne afdeling nød gudstjenesten i hovedbygningen med god undervisning og god musik. Det er bestemt et besøg værd!

SeaWorld

2007-07-30T08:13:00.000+01:00

Killerwhales! De er kæmpe store og fascinerende at se på! Det er næsten som om de hypnotiserer en med deres storhed og enorme krop – sådan lige der foran næsen på os. Og samtidig, så fik vi lyst til at kramme dem og holde dem og ride på ryggen af dem og... ja, det er en speciel oplevelse. Lukas og Marcus var fuldstændig væk i den halve time showet varede... og det var vi andre faktisk også.
Resten af SeaWorld er nu også imponerende og vi så og oplevede alle mulige shows og dyr, som vi sent vil glemme.

Lois og Jack fra San Diego

2007-07-25T19:00:00.000+01:00

Det er nu fascinerende at man kan rejse om på den anden side af jorden og møde nogle mennesker et sted oppe i nordThailand og så et halvt år senere møde dem i San Diego. Jeg elsker disse ”divine encounters”!
Lois og Jack er et ældre ægtepar fra Californien og med i menighedsrådet en presbyteriansk megakirke. De er begge pensionister og nyder livet i deres hjem i San Diego. Det var bare et par gode dage i deres fællesskab med gode steaks og califonisk hvidvin og rødvin og... well, god mad! Jack har været musik professor på Fuller University og Lois har ledt Aids-
Det opmuntrer os som familie til selv at være gode til at invitere ”fremmede” hjem og være lidt mere gæstfri. For os var det som at komme hjem i et par dage... selvom de har nogle helt andre dyr i deres baghave!!

Universal Studies

2007-07-25T18:33:00.000+01:00

En ting er helt sikkert! Én dag er for lidt i Universal Studies (US). Derfor skyndte vi os at udvide vores indgangspas til et årskort, selvom vi nok ikke helt får det udnyttet. Og takket være Peter Cheskis (grandfætter) massive reklamer på selv samme sted fik vi de første billetter gratis. Herligt!
US er imponerende. Det er ligesom at træde ind i et fjernsyn og selv være en del af det hele – lige fra filmscenerne i WaterWorld med Kevin Costner til Shreek 4 til Jurassic Park, hvor det ene farlige dyr efter det andet dukker op.
Vi prøvede stort set alt hvad der kunne prøves og ses og sprang kun de mest uhyggelige ting over (godt at kende sine grænser). Marcus var glad for at kramme ”Lassie” hunden fra Lassiefilmen. Lukas var vild med rundturen, hvor man ser hele verdenen bag filmstudierne. Charlotte var bare vild med ”det amerikanske”, hvor alt bare er super og prof. og flot og en stor totaloplevelse... og jeg synes WaterWorld var imponerende!

Et uventet gensyn – en uventet oplevelse!

2007-07-19T19:12:00.000+01:00

Det er meget specielt at se en person efter 30 år i hver sin verden. Jeg (Peter) var i min ungdom en del gange i Canada på ferie hos tante Gerda og onkel Carl. De havde to sønner – den ene var min navnebror Peter. Så gik der lige en del år, hvor vi har hørt om hinanden gennem vores kære mødre, men ikke set hinanden. Vi vidste at Peter boede i Los Angeles og arbejdede som plastickirurg. Han kender personligt mange af de kendte i Holleywood - og har opereret mange af dem. Efter at have mailet frem og tilbage mødte vi op på Dr. Cheski's klinik sidst på eftermiddagen. Det var med sommerfugle i maven – specielt for mig (og helt sikkert også for fætter Peter) – at vi kom ind på klinikken og sagde "Hello - how are you!". Helt utroligt at man efter så mange år stadig bare kan mærke at det her er familie og vi "hører sammen". Det var skønt at mødes igen og kunne tage tråden op, som om vi lige havde sagt farvel til hinanden for lidt siden. Vildt.
Han viste os rundt og forklarede om livet på klinikken. Rundvisningen sluttede af med at han (Peter Cheski) inviterede mig med ind at se en operation. Det var en ung kvinde, som skulle have en brystoperation (330 ml). Så efter at have fået det rigtige operationstøj på gik ”vi” i gang med operationen. Peter er en dygtig kirurg og pioneer. Han har udviklet en helt speciel teknik til at lægge implantater ind på, hvor han gør det igennem navlen, så der ikke kommer nogle ar. Yes! Det lyder fuldstændig vildt, men efter at have set hele operationen, så må jeg sige at det er imponerende, hvor enkelt og skånsomt det er i forhold til de traditionelle skønhedsoperationer der findes. Operationen tog under 30 minutter og efter en times opvågning og klargøring, så kan patienten tage hjem igen! Imponerende!
Om det så giver mening eller ej at lave om på sig selv i denne grad vil jeg slet ikke komme ind på i dette indslag!
Det var herligt for Peter at møde sin gamle fætter igen og bestemt ikke sidste gang!
Ov! Fik jeg nævnt at Peter kørte Lukas og Marcus en tur i sin nye Ferrari - deres øjne og mund var åbne længe efter. Vi sluttede dagen af med restaurantbesøg på Beverly Hills Boulevard... What a treat! Vi hyggede os og grinte rigtig meget. Lukas blev bedste venner med Peter og han blev inviteret over til ham, når han blev 16 og måtte vælge mellem hans Porsche, BMV'en, Cadillac'en eller... bare ikke hans Ferrari, men gerne en af de andre 6 biler han har ;-))

Farvel Fiji og farmor – goddag USA og mormor

2007-07-19T18:45:00.001+01:00

At flyve over Stillehavet er ikke særlig svært, men det er nu tankevækkende at det er så stort. Der er 11 timers flyvning fra Fiji og så var vi allerede et godt stykke derude af i forvejen. Verden er større end vi lige går og tænker. Well!
Da vi ankom til Los Angeles Airport fik vi sagt farvel til farmor Gina efter nogle skønne uger sammen og efter en del ventetid – udfyldt med at leje bil og hotel, så kunne vi endelig sige goddag til mormor Yvonne.
Det blev temmelig sent inden vi lagde os til at sove den nat. Snakken gik for fulde gardiner og der skulle samles op på stort og småt. Det var bare dejligt at se mormor igen efter så lang tid fra hinanden.

Bounty Island

2007-07-19T18:41:00.001+01:00

Da vi endelig sluttede vores tid på Caqalai, tog vi videre til den vestlige side af Fiji – efter et kort ophold i hovedstaden Suva og et par dage i Pacific Harbour. Den vestlige del af Fiji er den mest kendte. Den består af to ø-grupper Mamalukkerne og Yasawaerne.
Vi havde bestilt plads på ferie-øen Bounty Island – et lille ferieparadis med alle mulige vandaktiviteter og deres egen lille kirke. Her fik vi ordentlig samlet op på alt det vi ikke fik gjort på Caqalai. Peter fik dykket med flaske og var nede og dykke på et vrag for første gang. Lukas fik sejlet kano og katamaran og Marcus fik badet i svømmepølen og leget med skildpadder, mens Charlotte og Gina (farmor) fik ligget i liggestol og spillet billard. Det var en rigtig dejlig ø at slutte opholdet på Fiji på inden vi skulle flyve over Stillehavet og videre til USA.

Kava drikning

2007-07-19T18:38:00.001+01:00

På Fiji har de en national drik som hedder ”kava”. Det er peberrod, der er mast fuldstændig, så saften kommer ud og så bliver det puttet i en lærredspose og puttet i et vandfad. Herefter bliver det blandet godt sammen med en eller flere poser alt efter hvor stærkt det skal være. Til turister hører 1 pose – til lokale hører 5 poser.
Da vi kom til øen så skulle der være velkomstfest – fantastisk! Det fandt vi så ud af at der er hver dag! Den slutter af med kavadrikning og musik. Vi skulle alle smage en tår. Ifølge traditionen skal man klappe tre gange inden og en gang efter. Det gjorde vi så. Kava ligner gammelt opvaskevand og smager også noget i den retning. Uha! Det gør vi aldrig igen!!

Gudstjeneste på naboøen

2007-07-19T18:32:00.000+01:00

Det var med sommerfugle i maven vi tog til gudstjeneste på naboøen Motoriki. Vi måtte vade ind til land, da det var lavvande om formiddagen. Hele Fiji har over 700 øer og de fleste af dem er beboet af folk med en metodistisk kirkebaggrund (noget lignende vores danske folkekirke – bare på engelsk).
Gudstjenesten blev banket i gang med en kæmpe udhulet træstamme, som vi kunne høre helt ovre på vores ø. Den blev både brugt som time-ur og som sammenkalder! Da vi kom ind i kirken var der allerede et stort kor som var begyndt at synge. Det var anden gang vi blev overraskede over hvor flot et kor kan lyde. Sidste gang var i flygtningelejren i Thailand. Sangen var højdepunktet. Resten foregik på fiji og var ikke til at følge med i.
Efter gudstjenesten blev vi fulgt over til deres skole, hvor de underviser helt op til 6. Klasse. Derefter skal de på efterskole for at få deres afgangseksamen og gymnasieklasse gennemført. Det er desværre ikke alle der får lov til at læse videre, da skolen ikke er gratis og de enkelte familier ikke har råd til at sende alle af sted.
Vi blev vist rundt af en udenlansk lærer, som var udsendt fra England i nogle måneder... og så en hel masse børn. De er nogle af de mest skønne og venlige mennesker og gæstfrie. Vi følte os rigtig velkomne.

Livet på Caqalai

2007-07-11T02:18:00.000+01:00

Hvad får man tiden til at gå med i 12 dage på en sydhavs ø midt ude i Stillehavet. Læse, spise, dykke, svømme, snakke, lege og så forfra igen! Livet er så simpelt og den lokale mad bliver serveret og de lokale sørger for at vi har det godt. De laver mad til os (simpel mad, der kunne have brugt lidt flere krydderier!), vasker op, rydder op og underholder om aftenen med live-musik og sang til maden, kava-drikning og bål på stranden. Det er utroligt hvor simpelt et liv de lever og som vi nu har levet de sidste 12 dage - uden at savne tv, varmt vand, elektricitet og andre stimulanser andet end "det gode selskab". Vi behøvede ikke andet. Vi havde hinanden og lærte snart også de andre 10-12 rejsende og de lokale at kende. Dagen startede kl. 7 om morgenen med morgenmad, lektier, snak og hygge på stranden, bade og dykke, frokost, læse og middagslur, snakke og hygge, eftermiddags the og kaffe, mere hygge, svømme og volleyball på stranden med de lokale, aftensmad med live-musik og godnat højtlæsnings historie i skæret fra pandelampen. Solen går ned kl. 18 og derefter er al belysning med petroleum eller bål på stranden. Det betød også at aftenen sluttede tidligt og vi gik i seng efter endnu en "hård" dag - med det travle liv på Caqalai ;-)

Bula Caqailai!

2007-07-11T01:51:00.000+01:00

Tolv dage midt ude på en tropisk stillehavsø omgivet af koraller, sand og palmer. Med egen bambushytte og "indlagt" petroleumslampe. Det bliver ikke mere "back to nature" og idyllisk! Vi kom sejlende ind med vind og saltvand i håret og skræk i øjenene. Turen dertil blev ikke helt så romantisk, som vi havde forestillet os. Til gengæld var bølgerne 2 meter høje og farmor var sikker på at vi aldrig ville nå frem! Men frem nåede vi... og det var alle bekymringerne værd! På øen stod de lokale og tog i mod os med Bula-råb (velkomsthilsen) og i blomstrede skjortekjoler, musik og sang. Vi følte os hensat til Honolulu/Hawaii, men det fik os med det samme til at glemme den forfærdelige 2 timers sejltur dertil. Og det efter 24 timers flyvetur, 4 times bustur og en times taxatur og to timers venten under en lille bro ud til en flod....pu-ha!
Vi fik to hytter direkte ud til havet. I hytten var en simpel seng med myggenet og en lille hylde til bøger og sager. Toilletterne var i små skure og badet var bag et forhæng af palmeblade! Interresant men helt i overensstemmelse med vores forestillinger og vi nød den simple livstil og ikke mindst FREDEN og roen!

Gensyn med FARMOR!

2007-07-11T01:46:00.000+01:00

5, 4, 3, 2, 1 og endelig skete det. Efter et halvt år væk hjemmefra og nedtælling de sidste to uger, så kunne vi endelig mødes med farmor! Det var en mærkelig og vidunderlig fornemmelse og vi alle græd af glæde over gensynet. Vi ankom sent om aftenen og drengene spurtede op til værelset for at finde farmor. Hun var der ikke!?! Så rundt på hotellet og DER var hun i receptionen. Efter kramme-tid og grin og gråd, satte vi os stille ned og fik fortalt og fortalt. Farmor havde en masse gaver med fra Danmark og de blev lystigt flået op! Det er jo ikke gaverne det kommer an på – siger drengene i kor. Men efter et halvt år uden remoulade, piratos og Anders And, så var der nærmest lykke skrevet i øjnene på Marcus og Lukas (deres forældre) og Farmor der stille stod i baggrunden og kunne se de lykkelige drenge rive og flå i papiret!

Gejser og Maori koncert

2007-06-23T10:11:00.000+01:00

Pohutu gejser hedder den mest kraftfulde gejser i Whakarewarewa (det er ikke en joke, men det er navnet på området). Det ligger i byen Rotorua, som vi straks omdøbte til ”Prutte-roa”, da der lugter forfærdeligt af prut og svovl over hele byen. I det hele taget lidt af en joke at køre rundt på New Zealand og endnu mere sjovt, når man skal spørge om vej - med alle de mærkelige navne med alt for mange bogstaver og med en masse W’er. Vi prøver stadig at udtale deres maori navne og byer, men det ender med at vi kalder det ”wah-grønlangkål-grønlangkål” (man skulle sikkert ha’ været her... vi griner lystigt her ENESTE gang!). Pohutu kan sprøjte 30 meter i vejret i 20 minutter ad gangen. Vi kom lige i rette øjeblik og fik set den i aktion. Et imponerende syn! Hele området ligner et månelandskab med mudderhuller der er i kog og bobler. Vi fik os en god tur rundt i området under paraplyer og følte os lidt henført til Månebase Alfa.

Vi blev underholdt af en gruppe Maorier, der sang og dansede i deres nationaldragter. De rækker tunge, ruller med øjnene og stirrer, som en del af deres psykiske krigsførelse. Specielt og også lidt uhyggeligt!

Warhammer workshop

2007-06-23T10:00:00.000+01:00

Spacemarines, tyranider, streght, toughness, attack, games... alle mulige ord og udtryk, som drengene går vildt op i for tiden. Det hedder Warhammer 40.000 og består af en masse små figurer, som man samler, maler og til sidst spiller med. Det er en særdeles udvidet form for tinsoldater, med meget avancerede regler, så jeg måtte stå af efter 5 minutter. Men jeg er god til at male... ;-) Drengene deltog i en workshop over 4 timer, hvor de lærte maleteknikker, spilleregler, hær-størrelser og taktik i spillet. De har været af sted et par gange siden og er lige vilde med det. Marcus sidder konstant og læser på reglerne – på engelsk. Vi er bare imponerede og nyder at se deres engagement! Glemte lige at nævne at Peter har siddet de sidste to aftener/nætter og malet...

Pancake-rocks og “vægmalerier”

2007-06-23T09:54:00.000+01:00

Der er en prusten og en buldren, som vi hørte allerede da vi parkerede bilen. Det viste sig at være ”blow-holes”, kraftige bølger der i tusinde år har boret sig vej ind under jorden og dannet store grotter. Prustet kom fra bølgerne der presser luften ud af grotterne med en enorm kraft. Svært at beskrive. Klipperne ligner virkelig en kæmpe stavl pandekager. Mums!
Ved en tilfældighed opdagede vi nogle vægmalerier... se selv... ligner til forveksling familien Dyhr ;-)

Fox & Franz Josef Gletschere

2007-06-23T09:51:00.000+01:00

Det specielt imponerende ved disse gletschere er at de er så langt nede og først stopper midt i en frodig regnskov. De ligner virkelig gletschere og er imponerende. Drengene og jeg havde aldrig set gletchere før. Det er fantastisk at være tæt på. At vi ikke mere kun har hørt om dette naturfænomen, men også har set det med egne øjne! Vi måtte lige forbi skiltet og op at røre! Det er utroligt som New Zealands byer er bygget op omkring deres seværdigheder. De lever af turister og har flere end 1,9 million turister om året.

One-two-three Go-cards!

2007-06-23T09:43:00.000+01:00

Er der noget vi alle kan lide så er det at køre i ”bil” og meget gerne om kap. Det gjorde vi så oppe over byen, hvor de har en lynhurtig bane der snoer sig rundt og rundt om bjerget. Vi kan afsløre, at familiens største fartbølle er og bliver ”Farmander”! Det kan ikke blive farligt og hurtigt nok... så vi andre kørte jo nærmest i slowmotion - selvom vi syntes at det var vildt.

Udfordringen skriver...

2007-06-19T00:25:00.001+01:00

I denne uge skriver ugeavisen Udfordringen om vores tur... Læs mere her på dette link.

http://www.udfordringen.dk/art.php?ID=10640

God fornøjelse!

Skitur på ”Coronet Peak”

2007-06-14T23:32:00.000+01:00

Vi tog alle fire til det berømte og første åbne skisportssted i Queenstown “Coronet Peak”. Der var lige præcis nok sne til os, solskin og åbne lifter for én dag! Vi lejede alt udstyr for en dag - selv skibukserne ;-) Det havde vi længe set frem til. Det var virkelig skønt at være på ski igen! Det er bare en fantastisk måde at være sammen på! Vi havde en dejlig dag, hvor vi fik brugt vores kræfter godt og grundigt (av-av). Lukas blev udnævnt til “Hero of the Day”, da han alene reddede sin lillebror, der var væltet længere oppe ad bakken og var ulykkelig. Lukas tog resolut en beslutning og vandrede 100 meter op til Marcus (med ski på) og fik ham gjort rolig og fik bakset hans ski på igen. Sammen stod de ned og Marcus elskede bare sin storebror endnu mere ;)) Lukas leger sig ned ad løjperne... både forlæns, men mens baglæns på ski og på én ski, danser moon-walk osv. Han leger og hygger sig. Marcus er den mere forsigtige og kender sine grænser og lader sig ikke lokke med vilde ting. Han knokler på og er meget koncentreret. Hans stil er flot og han når alt i hans eget tempo - og nyder det! Så det endte med at Peter og Lukas tog de vilde løjper, mens Marcus og jeg hyggede os med vores “små” udfordringer på de mindre farlige løjper. Vi mødtes ind i mellem og stod sammen og senere til frokost og varm kakao. Dagen gik lynhurtigt og snart var det tid til at skulle hjem i bad og til middag hos vores nye venner Jen og Fran fra Sheffield, der bor her i Queenstown. En dyb aften med en lang snak om “De fem kærlighedssprog”... (lån eller køb bogen - virkelig spændende og lærerig!)

Adrenalin-kick i Queenstown!

2007-06-14T23:26:00.000+01:00

WOW - we did it!!! Vi tog springet Peter og jeg. Vi var i dag ude at “Sky-dive”. Det vil sige springe frit fald fra et fly og 4 kilometer ned i faldskærm. Det var det vildeste jeg har gjort i mit liv. Nervepirrende og for vildt at springe ud fra et fly, hvor det stormer en pelikan 4 kilometer oppe i luften - oppe over bjergene, søerne, vandfaldene, skiområderne og Queenstown. Jeg forestillede mig som dragen i Aragon og fik fornemmelsen af friheden som fugl. Jeg har aldig oplevet noget lignende. Det var så smukt og så vildt at jeg både skraldgrinede, stortudede og skreg som en teenager i Beatles tiden! Det var bare alle følelserne der var på spil! Jeg sidder nu 12 timer senere og er stadig lidt “rystet” - på den fede måde! Er vildt stolt - jeg gjorde det! For ikke at tale om det respekt-niveau jeg pludselig nåede i mine 3 drenges verden... at se dem, da jeg gjorde det - og kom levende og lykkelig ned, det var det hele værd! Peter og jeg er begge euforiske og æterbårne og har foreviget øjeblikket på både DVD og fotos ;-)

Milford Sound

2007-06-09T14:19:00.000+01:00

Man tror det er er løgn, når andre fortæller om et sted, som er såååhhh fantastisk og smukt og en hel masse andre superlativer, men det passer, når det gælder Milford Sound. En fjord, hvor køreturen dertil er mindst lige så smuk. Bjergene stiger til himmels og forsvinder dybt ned i havet og de snedækkede toppe og det spejlblanke hav får alt til at lyse op. Der er mange vandfald og vi fik lejlighed til at stå under et par af dem ;-) Vores ordforråd i dag har været rimelig begrænset. “Nej, hvor er det smukt” og “åhh...” og “prøv at se”.
Vi tog en 3 timers sejltur ud gennem fjorden og nød hvert sekund.
Forresten mens I har sommer i DK er vi midt i den New Zealandske vinter! Her er virkelig koldt (vi har jo vænnet os til omkring de 30) og vi har måtte købe ekstra udstyr. Men med det rette udstyr er der jo ikke meget der slår en frostklar solskinsdag! Vi håber på at kunne stå på ski inden for de næste uger. Vi må se!

Østkysten på sydøen - New Zealand

2007-06-09T14:17:00.001+01:00

Vi er virkelig kommet tilbage til vinter! Her er omkring frysepunktet og blå himmet! Vi fryser... heldigvis har vi en varm bil og har lige checket os ind på et dejligt motel med spa-bad og vi har tændt alle varmere, så her er tropisk indeklima.
De sidste par dage har vi bevæget os ned af østkysten på sydøen. Det er ganske smukt her. Vi har oplevet den hyggelige stemning i Akaroa med franske navne og forfædre. Vi har hilst på pingviner, pelssæler og får i deres naturlige omgivelser. Drengene er blevet håbløst forelsket i en sød lille hund "Rupert", som vi fik lært at kende på en B&B. Vi har hoppet rundt på nogle gigantiske bowlingkugler som kommer ud af jorden og ruller ned mod havet - hvor vildt og vi har set albastrosser flyve i massiv blæst med et smil på næbet. Hvor er vores verden et fantastisk sted!

Airforce – New Zealand!

2007-06-05T00:17:00.000+01:00

Jeg HADER krig og våben! Så er det sagt! Det er vist ingen hemmelighed i vores familie, men jeg må bøje mig for mine 3 drenge og deres lidenskab. DOG må jeg indrømme at det var fascinerende at besøge New Zealands Airforce Museum, hvor drengene var i deres es! De nærmest løb rundt fra den ene simulator til den næste... og fantasien fik frit løb. Farfar (gammel jægerpilot og som er lidt af en super-helt i deres liv) blev savnet igennem og vi fik talt om 2. Verdenskrig, hvad der gik galt og hvordan livet var i Danmark under besættelsen mv. En historisk dag, som vi heldigvis ikke selv har været en del af, men som står stærkt i vores egen hukommelse fra historietimerne tilbage i skoletiden.

Goodbye Australia – Hello New Zealand!

2007-06-05T00:15:00.000+01:00

Vi var lige ankommet til New Zealand og havde lejet vores bil, da vi mødte to unge danskere, der stod og så desperate ud i udlejningsforretningen. Det fik straks alle følelserne og minderne frem om vores egen frygtelige Visa-oplevelse, da vi selv ankom til Darwin, Australien. Så vi prøvede at hjælpe alt, hvad vi kunne. Vi endte med at køre dem til et hotel, så de kunne få en god nats søvn og få fat i Danmark og deres bank dagen efter! Det er bare IKKE sjovt, at lande og ingenting virker! Og vi har efterhånden så mange gange haft problemer med Visa-kortet, da visa har en begrænsning på kr. 2000,- pr. Dag. Det er desværre ikke altid nok. Slet ikke når man skal betale for to måneders billeje! Så til andre rejsende... få dig et andet (eller et ekstra) kreditkort!

Walson & Marlene

2007-06-05T00:13:00.001+01:00

Et skønt par som vi mødte i Hillsong. Hun er fra Israel og han er fra Indien. Sammen har de forskellige missionsprojekter over hele verden, som de driver. De tilbød straks, at vi kunne bo i deres lejlighed og inviterede på middag sidste fredag. Det var en stærk og velsignet aften, hvor vi alle fik meget at tænke over. Vi fik også anledning til at invitere dem senere og tale dansk kultur, udfordringer i vores liv, kirkeledelse og fremtidig strategi. Spændende mennesker, som vi helt sikkert vil holde kontakt med og møde igen ;-)

Warhammer og drengeslåskamp!

2007-06-05T00:09:00.000+01:00

Drengene har stadig masser af energi ;-) De får hver dag tid til at lave rigtig drengeslåskamp – med hinanden! Vi smutter... og kommer så tilbage efter et stykke tid - og de er helt bordeaux-farvede i hovederne og svedige og LYKKELIGE – eller grædefærdige! – Det varierer. Deres helt store lidenskab eller ”fag”, når vi er ”i skole” er i øjeblikket billedkunst med Warhammers, som er små figurer der skal males, spilles og leges med. Finmotorikken kommer på arbejde – og de elsker det! Faktisk er vi alle fire blevet lidt bidt af det ;-) Vi maler små figurer med mange finurlige-detaljer og drengene leger med dem bagefter... Som drengene siger ”Billedkunst er vores yndlingsfag!” – også derhjemme.

Slendre gennem Sydney

2007-05-29T03:03:00.000+01:00

Vi bor på hotel lige ved Hyde Park i Sydney og dagene her går med at slappe af, gå ture, se byen og dens seværdigheder, spise god mad, skype med venner og familie, sove længe, gå sent i seng, warhammers (børnenes legetøj) - der skal males og spilles med og lektier.
Vi har mødt en masse dejlige mennesker og hænger ud med dem! Drengene er blevet virkelig gode til engelsk og leger rigtig godt sammen - og slås... - som brødre kan slås! De er blevet meget knyttet til hinanden og hjælper hinanden og står sammen, når vi er ude. Det er skønt at se. Peter og jeg nyder hinanden og at have så meget tid og bare være til! Det er sikkert en gentagelse fra tidligere, men det er bare sådan en velsignelse at have tid til hinanden. Ikke noget vækkeur eller andre der bestemmer ens dagsorden!
De sidste dage i Sydney nyder vi i solen i havnen og med masser af gåture og café-besøg inden turen på fredag går til New Zealands rå og smukke natur, flotte gletchere, lidt adrenalin-kick, nye venner og forhåbentlig en fed skioplevelse i vente! Cyber-kram til jer alle!

Den danske kirke i Australien

2007-05-23T13:43:00.000+01:00

Med stor frimodighed ringede vi præsteparret op fra den danske kirke i Sydney. Vi ville rigtig gerne ud og hilse på det danske præstepar Jesper og Birgitte, høre om livet som præstepar i udlandet og se alt det arbejde det forrige præstepar Linda og Torben Ebbesen havde udrettet, mens de var dernede i 8 år.
Det var spændende at få lov til at kigge ind bag tæppet på livet som præstepar i Australien, høre om alle de aktiviteter og udfordringer som følger med i kølvandet på jobbet og se kirkens lokaler m.m.
Det var en rigtig god oplevelse at sidde i kirkens cafelokaler og drikke kaffe og høre om livet i Sydney. Dejlige mennesker!
Til vores glædelige overraskelse havde de en masse dejlig dansk slik og andre danske varer til salg, som vi bare måtte smage. Det bliver hvert år bragt til Sydney i en stor container og solgt til deres årlige "fundraising-fest". Det var heldigvis ikke solgt altsammen. Åhh hvor var det dejligt at mærke og lugte og smage et ordentligt stykke dansk slik.
Søndagen efter skulle vi til gudstjeneste sammen med de danskere som har sin gang i kirken. Det så vi rigtig frem til og vi blev noget skuffede da vi søndag morgen stod på togstationen med vores lige indkøbte togbilletter og opdagede at togene ikke gik som planlagt (søndage). Vores tog kørte ikke og det næste tog holdt ved alle stationer. Alt i alt... vi ville være kommet 1 time for sent og måtte derfor bide i det sure æble og aflyse. Hvorfor al den snak på hjemmesiden om det!? Jo, fordi vi blev så skuffede og skulle bruge en del energi og lidt trøste-café latte inden vi kunne ryste denne oplevelse af os. Desværre har de kun gudstjeneste hver anden uge i Sydney og ikke mens vi er her endnu!
Vi endte med at tage i Hillsong Church istedet og fik en god dag ud af søndagen alligevel.

Sydney – VORES by!

2007-05-18T13:53:00.000+01:00

Lyset, stemningen, varmen, vandet, broerne, bygningerne, renheden... hvordan beskriver man en by som i den grad er tiltrækkende og behagelig at være turist i.
Sydney har det hele og meget af det, uanset om du leder efter et godt sted at spise med en flot udsigt eller om du vil vandre rundt og se på seværdigheder, så løber man ikke tør i denne by, som strækker sig over et område på størrelse med Sjælland, hvis man tager hele stor-Sydney med.
Vi fik vores første indtryk af byen, da vi sejlede ind til centrum fra en af forstæderne. Hold at op! Her kunne vi nemt slå os ned og bo, så det gør vi! Tak for alt derhjemme og kom endelig forbi til en kop kaffe!!!
Forresten så skulle vi også lige forbi og se hvor Mary og Frederik mødte hinanden, så hermed billedet af den berømte pub!

Hillsong Church

2007-05-18T13:50:00.000+01:00

Efter en tur på 7.471 kilometer fra Darwin til Sydney, ankom vi til den nordlige del af Sydney, hvor Hillsong Church ligger. Den er en af to kirker i byen og en af de få megakirker, der er i Australien. Kirken tæller omkring 15.000 medlemmer på adresselisten og har et hav af arrangementer og initiativer i gang. Hver weekend møder der tusindvis op til deres 5-6 gudstjenester i deres forholdsvis nye kirkebygning.
Vi var der til Moders Dag og fik en stor oplevelse ud af vores to besøg i kirken. Der er en god og varm atmosfære, god energi, fantastisk lovsang (kirken er kendt for deres musik) ledt af selveste Darlene Z.
Man skal nok have været der for at fornemme og forstå hvor imponerende det er at være med til en gudstjeneste i denne kirke. Det kan varmt anbefales!

Coffs Harbour – The Candy Man Can!!!

2007-05-18T13:48:00.000+01:00

Vi har de sidste dage arbejdet os støt nedad mod Sydney og tiden hvor vi måtte sige farvel til vores campervan. Da vi ankom til Coffs Harbour styrtede det ned. Vi kunne intet se foran os og tøffede stille og roligt hen til nærmeste campingplads, hvor vi straks lejede 2 videofilm og besluttede os til en inde-aften med biograf og hygge i ”sofaafdelingen” ;-)
Dagen efter tog vi hen til en bolche-butik, hvor man kunne se, hvordan de lavede slik. Det var et imponerende håndværk de lagde for dagen og vi blev fuldstændig optagede af ”produktionen”. Mens vi stod og fortalte og oversatte, slog ejeren pludselig over i dansk og drengene lyste op som et juletræ. Hvem havde troet at vi skulle møde Allan fra Brønshøj, der har overtaget sin faders bolsche-kæde butikker, hvor de laver hjemmelavet bolsjer som faderen har lært på Brønshøj Sukkerfabrik og har givet videre til sønnen Allan, der nu driver forretningen. Det var en sjov oplevelse! Og vi bar et par kilo sukker hjem i form af bolsjer i alle regnbuens farver - Mums!

Byron Bay

2007-05-18T13:34:00.000+01:00

...det fandt vi så her!
Et dejligt sted, hvor vi vågnede op til kæmpe bølger og masser af surfere. Det er også ”den alternative” by, hvor alle hippierne bor og gadebilledet og butikkerne bugner med nyreligiøse tilbud. En meget speciel by tydeligt bygget op omkring turisterne. Vi blev et par dage, hvor vi kunne få nogle løbeture langs vandet og kaste os i bølgerne. Vi havde den smukkeste udsigt fra vores hjem på campingpladsen lige ned til havet.
På vej ud af byen slog vi lige et sving forbi deres meget kendte fyrtårn, der stadig er i funktion og kan ses over 50 kilometer væk og blev bygget for knap 100 år siden som en del af ”vandvejs-udviklingen”. Hele Australiens østkyst har disse fyrtårne stående med passende mellemrum, så skibene i gamle dage kunne navigere efter dem og vide hvor de var på havet.

Surfers Paradise

2007-05-18T13:27:00.000+01:00

Efter 3 dage hos familien Johnstone var vi klar til at dase lidt ved vandet og få sovet ud. Det er ligesom at hygge og gode snakke er lig med for lidt søvn.
Det er sjovt med forventninger! Vi havde regnet med at Surfers Paradise var et hyggeligt og lidt ”laid back” sted med gode bølger og en varm atmosfære.
Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os en skyskraber-by med flere skyskrabere end i Brisbane. Det var ligesom at være på Ibiza, men bare med højhuse. Well, vi fik da dyppet os i havet og nydt stranden for en tid, men vi besluttede hurtigt at køre videre og finde et fredeligt sted ned til vandet, hvor vi kunne nyde udsigt, freden og få badet...

The Johnstone Family!

2007-05-12T03:02:00.000+01:00

(Kommer på dansk længere nede)
We arrived late Friday night at the Johnstone’s home in Redbank Plains. They have 6 acres land on top of the hill with a perfect view over the whole area. They were awaiting us (we were late because of traffic). They had prepared a wonderful meal and dessert (sticky date pudding), which we will serve from now on at birthdays and other special occations... yummy! A warm and wonderful family with mother Melinda (perfect mother/wife, serious funny (we laughed our heart out) and truely blessed and gifted), father Adam (humble, warm, intelligent, a true servant – and very good at all he does), the children Taylor (The true princess of the King), Jordania (Charming and very hard to resist) and Lara (beautyful princess, smart and very bright) and not to forget grantparents Faye (Special woman of the Johnstone’s, patient, strong, mercyful and passionate) and Ross (the doctor of the family ;-) He knows the answers, warm and a gifted musician).
This family became very close and dear to us during the few days we spent together. We felt very welcome and their hospitality were overwhelming. Thank you so much all of you! Especially thanks to all the princesses for the nice drawings and presents for Lukas and Marcus. That meant a lot to them ;-) Adam is the national partner of NCD (Natural Church Development) and the whole family is involved in the work with NCD. They have also planted a church together with Adams sister and brother in law. We had the chance to see the church and meet some of the very nice people there. It was really inspiring and it gave us a quick insight in their church and life around the church. The Johnstones live together in one house while their own dreamhouse is beeing build. A 400 m2 house for them and a whole separat floor for people in need. A fantastic project which we will follow in the month and years to come. Faye offered us to take us to Brisbane and be our guide for the day. We spent Saturday afternoon in Brisbane and surprisingly we ran directly into Buddhas birthday party with entertainment and flowers in the street. Thanks Faye – we will never forget our tour in Brisbane – neither you ;-) The boys had a great time and got 6 new friends for life! They had the chance of practising their english skills, they played games, jumped in their trampoline for hours, played with boxes and just had a great time. We will never forget you guys... We ended up staying there for 3 days and it were three very intense, relaxing and enjoyable days! We are forever your friends (brothers and sisters) - and grateful. We strongly hope that we some day can show you our little world in Denmark. You are always more than welcome. May God continue his wonderful work in you! Love from Charlotte, Peter, Blondie (Lukas) and Medium (Marcus).

Vi ankom sent fredag aften hos familien Johnstone. Vi fandt Redbank Plains og deres 6 hektar store grund på toppen af bakken med udsigt over hele området. De havde ventet os med aftensmad... længe leve microovnen. En skøn familie med mor Melinda (i 6. måned), far Adam, børnene Taylor, Jordania og Lara og bedsteforældrene Ross og Faye. Vi var virkelig kommet i selskab med en varm og åben famlie, der osede af liv og glade dage og vi blev budt velkommen med tegninger og små spidermænd og supermænd i spændende kreationer fra de tre piger, der havde glædet sig til besøg.
Familien arbejder alle sammen med Naturlig Kirkevækst og Adam er leder af NKV i Australien. De lever og bor sammen flere generationer og er i øjeblikket ved at bygge et helt nyt 400 kvadratmeter hus til dem selv og til ”trængende” – unge mødre med børn eller andre, der har brug for et sted – et helle – for en tid. Et projekt som vi vil følge i den nærmeste tid. De har plantet en kirke sammen med Adams søster og svoger og vi fik mulighed for at komme til gudstjeneste og møde dem alle. Vi fik talt med mange af de ledende medarbejdere og blev meget inspireret af deres entusiasme og alligevel realistiske tilgang, loyalitet, udholdenhed og ydmyghed. Faye tilbød at køre og guide os i Brisbane, hvor vi brugte hele lørdag eftermiddag.
Drengene fik 6 nye venner for livet! Og der blev for alvor talt engelsk, spillet brætspil, hoppet i trampolin, leget med papkasser osv. Vi endte med at blive der 3 dage, hvor vi nød deres gæstfrihed. Vi fik ikke lov til at betale noget som helst. Det var 3 intense, tætte og afslappende dage. For Charlotte betød det også 3 dage med tøse-tam-tam og under-huden-samtaler med både Melinda og Faye. Vi har fundet nye venner for livet og vil følge dem og deres liv. Vi håber en dag at kunne gøre gengæld!

Australia Zoo

2007-05-12T02:53:00.000+01:00

Endelig lykkedes det at komme helt tæt på dyrene! Vi har krammet og nusset og madet og hygget og hoppet med nogle rigtige kænguruer. Marcus og Lukas var i kænguru-heaven og kunne slet ikke få nok af disse søde og bløde dyr.
Det eneste der kunne få dem videre var Koalabjørnene. Disse var tamme og derfor søde. Normalt et meget aggresivt dyr ”in the wild”. Disse dyr lever af giftige eucalyptusblade og bruger så 20 timer i døgnet på at fordøje dem , mens de hviler sig i træerne. Koalabjørne er meget kræsne med deres mad og spiser kun lige den art de kan lide. Hvis de ikke får den slags blade de ønsker, så vil de hellere sulte sig ihjel, end spise noget de ikke kan lide.
Steve Irwing lever! I Australia Zoo. Alle steder kan man se hans navn, videoer der kører med hans programmer og forskning og billeder i alle mulige situationer og gerne med en krokodille i nærheden. Selve Zoo’en er bygget op så dyrene har de bedste og mest autentiske forhold som muligt. Det er dyrene der bestemmer! Og det kan ses! Ikke som i mange ande zoo’s hvor vi ikke kan holde ud at være. Der er meget at lære af Steve & Co. Og som noget unikt, så kan man komme ind på nogle områder, hvor dyrene går frit omkring og kan blive madet og hygget med af gæsterne. Herligt! Når Zoo lukker om aftenen, åbnes portene og områderne, så dyrene kan gå endnu mere frit!
Terri – Steve Irwings ægtefælle – er nu (efter den frygtelige ulykke som kostede Steve livet sidste år) den ledende kraft i Australia Zoo og var på dagen i gang med en optagelse til Animal Planet. Det var sjovt at se, hvor stort et apparat der skulle stilles op for at kunne optage denne udsendelse.
Efter en lang og dejlig dag i Australia Zoo kørte vi længere sydpå for at være sammen med familien Johnstone en, to måske flere dage!?

Noosa Heads – den hyggeligste by på østkysten!

2007-05-12T02:49:00.000+01:00

Det er de mest overraskende ting, man kan komme ud for, hvis nysgerrigheden får lov til at lede. Lukas nåede lige ind på campingpladsen, hvor vi skulle sove for natten, inden han skulle på opdagelse. 5 minutter senere kom han tilbage. ”Kom og se!” Straks begav vi os af sted og der midt på stranden stod nogle store pelikaner og hyggede sig. Hold da op hvor er de store i virkeligheden! Dem skal man ikke provokere.
Lidt længere henne af stranden sad der et venligt ægtepar og fiskede. Dem måtte vi lige hen og snakke med og i løbet af 5 minutter, så havde Lukas fået sit eget fiskesæt og en skål med madding og så var det ellers bare i gang med at fange aftensmaden. Lukas var fuldstændig opslugt af fiskeriet og kom først tilbage da det var helt mørkt og umuligt at fiske mere. Det var selvfølgeligt også en stor glæde at fange 4 fisk på en enkelt fisketur.
Noosa Heads er et smukt sted med kanaler og broer og smukke strande. Havde vi vidst hvor lækkert her var, så havde vi planlagt at blive lidt længere, men Australia Zoo var i vente - og vi kunne ikke trække den længere – vi havde alle glædet os til denne dag...

Frasier Island - himlen for 4-hjulstrækkere

2007-05-05T13:35:00.000+01:00

Hold da op hvor er det fedt at køre 4-hjulstræk!!! Jeg kan ikke sige det højt nok og længe nok. Jeg var vild med at køre rundt på Frasier Island i en stor Toyota Landcruiser med kæmpedæk. Så er det sagt!
Frasier island er en gigantisk sandø på 120 x 30 km, som hæver sig op fra havbunden en kilometers penge nede. Man siger at der er mere sand i denne kæmpe bunke end i hele Sahara tilsammen... øhh! Well, vi tog det for gode varer og gad ikke rigtig begynde at måle om det nu kunne passe. Øen er en stor naturpark med smukke ferskvandssøer spredt med rund hånd ud over øen, en kæmpe strand som strækker sig over 100 kilometer langs østkysten kaldet "75 miles beach", og en masse små sandveje på tværs af hele øen igennem regnskoven som strækker sig over det meste af øen.
Vandet omkring Frasier er så klart at du kan se alt fra strandkanten, hvis du kan finde et sted der har en vis højde. Vi holdt ind et sted kaldet "Indian Head", hvor der var den flotteste udsigt ud over havet og resten af øen. Vi kunne se fiskestimer, hajer, skildpadder, djævlerokke og alle mulige andre fisk i havet. Det er svært at beskrive hvor vild en oplevelse det var for os allesammen. Prøv det!
Vi overnattede i en af deres indhegnede campingpladser i vores lille lejede kuppeltelt og nød at ligge 4 personer klemt godt sammen med dynen hen over næsen. Vi overvejde at sove på stranden, men bestemte os til at tage på en mere sikker campingplads, da der er vilde dingoer (hunde) som har overfaldet og dræbt børn indenfor de sidste par år. Det var alligevel ikke eventyret værd at tage chancen!!!
To dage på Frasier er bare for lidt tid...

Hervey Bay - fugle og flagermus

2007-05-05T09:17:00.000+01:00

Hervey Bay - et af de hurtigstvoksende områder i hele Australien og med god grund. Vejret er skønt, strandene er flotte og der er alle mulige slags fugle og dyr. Men det mest interessante er nok en stor ø et stykke fra kysten kaldet Frasier Island. Mere om det senere.
Den campingplads vi boede på lå lige ud til havet med den flotteste solopgang vi kunne ønske os. Det var også stedet hvor vi hver aften oplevede en sand symfoni (læs larm) fra en koloni af Red Roosters - en slags små papagøjer - så snart solen gik ned. Det er imponerende så meget disse fugle kan larme.
Samtidig kunne vi se tusindvis af kæmpe flagermus flyve hen over vores campingvogn, på vej ud til "aftensmad" rundt omkring i området. Det var nærmest som om der blev trukket et tæppe hen over campingpladsen, når de fløj forbi. De vil hellere end gerne flyve 50-60 kilometer for at få den mad de godt kan lide.
Det interessante er, at flagermusene er vigtig for hele økosystemet i landet. De er med til at sprede pollen fra et om til et andet og sørger for at spise en masse myg på vejen. TAK for det! Uden flagermus - ingen regnskov!
Da vi havde set flagermusene (flyvene ræve kalder de dem) et par aftener, fandt vi ud af at de boede et par kilometer nede af vejen, så vi tog ned for at se deres hjem. Imponerende at se så mange flagermus på et sted og hold da op hvor de lugter. Man kan ganske enkelt lugte at de er i området. Nice!

Whitsunday on a monday...

2007-04-27T23:52:00.000+01:00

Mandag nåede vi Arlie Beach, hvor de 74 Whitsunday øer ligger ud for. Et af de steder vi har haft i tankerne hjemmefra, som vi bare måtte opleve. En rigtig backpacker-by, hvor der er stemning og liv i gaden - og det kan vi jo godt lide ;-) Vi har kørt langt de foregående dage og besluttede hurtigt at blive her et par dage (blev til 5 dage;-). Fredag tog vi en tur med Ocean Rafting, en livredder-gummibåd, der har 450 hestekræfter ud for at besøge en aboriginal hule på Hook Island og spiste frokost på Whitehaven Beach. En kridhvid sandstrand med gennemsigtigt azurblåt hav... fantastisk! Vi spillede bold på stranden og fik set det smukke koralrev med snorkeludstyret. Det var en skøn dag, hvor vi bare kunne nyde at blive ført rundt mellem øerne og se det smukke landskab (er ked af at trætte jer med "smukke landskaber" men det er bare for smukt her). Det er umuligt at få på billeder -selvom vi prøver! Og vi så SKILDPADDER. Kæmpe skildpadder i vandet ;-) Drengene (alle 3) kunne slet ikke få nok af farten i båden... der blev hvinet og hujet - Lukas og Marcus var LYKKELIGE!!! Det er svært at være ked af livet! Vi takker hver dag for denne mulighed vi har fået og kan bare gi' det videre... gør det - og gør det NU!

Surprise surprise!

2007-04-24T07:39:00.000+01:00

Vi ankom i dag til Townsville, hvor vi havde været for 14 dage siden. Det var dejligt, som at ”komme hjem”. Vi kendte stedet, forholdene og menneskene. Peter fik os checket ind og spurgte (mest for sjov, men også med et spinkelt håb, da vi havde givet adressen til et par stykker) om der var post til familien Dyhr... JA, sagde hun, det er der! Peter fik en fødselsdagshilsen og drengene fik en pakke fra Faster Jette og onkel Steven fra England med alle mulige danske blade – FANTASTISK! Der blev helt stille i flere timer i træk, hvor både Lukas og Marcus læste, læste og læste. De har virkelig været sultne efter noget dansk ”litteratur”! Skønt – og tak for det Jette og Steven. Vi elsker jer – always!